DR nassede hotelværelser til 990.382 kroner under Melodi Grand Prix

Del artiklen her:

Danmarks Radio hæver hvert år 4 milliarder kroner i licens. Alligevel måtte fynboerne i dén grad spæde til, da det statsejede mediehus skulle indlogeres under Melodi Grand Grixet i Odense i 2014.

– Dansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP trak omkring 8000 turister til Odense – og af dem valgte 3712 at overnatte på et af byens hoteller. Det viser en effektanalyse, som Udvikling Fyn lavede i marts.

Sådan lød en af konklusionerne fra Udvikling Fyn, da den overfor Fyens Stiftstidende i maj 2014gjorde status over det Melodi Grand Prix, som tidligere på året var blevet afholdt i Odense. Hvad Udvikling Fyn dog ikke fortalte var, at en meget stor del af overnatningerne blev betalt af de fynske skatteydere.

Det fremgår af aktindsigter og svar fra Udvikling Fyn, som Journalista.dk har indhentet hos den offentligt finansierede organisation. Den stod på vegne af Odense Kommune for at afholde mange af de udgifter, som knyttede sig til både de voksnes og børnenes Melodi Grand Prix.

Finansieringen blev gjort mulig, efter Odense Kommune op til de to events ydede en ekstraordinær stor bevilling til udviklingsselskabet.

Derved kunne Udvikling Fyn eksempelvis betale for de 1304 hotelovernatninger, som blev stillet til rådighed for Danmarks Radio under musikfestivalen i 2014. Ifølge de udleverede bilag, kostede det inklusiv moms 990.382 kroner.

 

Reserverede hele hoteller

Den skatteyderbetalte kæmpeordre gjorde, at Danmarks Radio satte sig på store dele af hotelværelserne i Odense. Ikke kun under selve Melodi Grand Prixet, men også under børnenes, afholdt den efterfølgende uge.

Der syntes dog at være stor forskel på, hvem der blev indlogeret hvor. Mens deltagerne med deres management, eksempelvis den senere vinder Basim, boede på Odense Congress Center, overnattede størstedelen af DR-toppen på Hotel Ansager i den centrale del af Odense.

Derved havde de ikke kun base på hotellet, som typisk omtales som Odenses bedste. Topfolkene kom samtidig tæt på nogle af de efterfester, som blandt andet blev finansieret af de fynske skatteydere.

————

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*