Sangerinden Oh Land var det store trækplaster, da Randers som en del af Europæisk Kulturhovedstad 2017 brugte den lokale havn som kulisse. Det betød omvendt også, at den kommunalt finansierede Randers Havn i dén grad lagde vejen forbi det milliondyre show.
– Hun har både kvindelig sensualitet og synger til sømændene. Men hun hiver dem ud på dybt vand, så hun er også lidt farlig. Hun er ikke flyvsk og havfrueagtig. Hun er en sej kvide, der ved, hvad hun vil, og hun er ikke bange for at gå i land, selvom det ikke er hendes element.
På bland andet denne måde fortalte sangerinden Oh Land i slutningen af august 2017 overfor Randers Amts Avis om det show, som hun under titlen Watermusic den 2. – 3. september dette år satte op sammen med Randers Egnsteater. Et show hvor hun sammen med flere hundrede frivillige, ville opsætte det, Randers Egnsteater omtalte som et magisk univers.
Læs også : Frække damer og Sko & Torp-koncert på slot : Randers Havn fester på din regning
Den slags arrangementer er sjældent en billig oplevelse for skatteyderne, hvilket heller ikke var tilfældet i forhold til Oh Lands Watermusic. Både i forhold til de direkte offentlige støttekroner via Europæisk Kulturhovedstad og de skattekroner, der på anden måde indgik i budgetterne.
Sådan var det også i Randers i begyndelsen af september 2017, hvor den kommunale Randers Havn var den glade giver, når det handlede om at uddele fribilletter. Forhold som fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos den kommunale havn.
Liberalt forhold til repræsentationskontoen
Ifølge de fremsendte bilag til Journalista.dk, fungerede Randers Havn ikke kun som storindkøber af koncertbilletter til arrangementet, der fandt sted på dets egne lokaliteter. For de kommunale havnefolk agerede nemlig også grossist, da en stor del af de 175 indkøbte billetter var til videresalg.
Læs også : Sol, sommer og flamenco : Kommunal havn brugte 100.000 kroner på studietur til Sevilla
Således fik skatteyderne lov til at betale for, at 141 blev inviteret til Oh Land-koncert på Randers Havns regning, da der i alt blev indkøbt 175 billetter til en samlet pris af 14.000 kroner. Indregnes billetterne til videresalg betyder det, at skatteyderne måtte af med 10.751,25 kroner for billetterne alene. Hertil kom så drinkbilletter til 5.362,50 kroner, hvorfor koncertoplevelsen stod i rundt regnet 16.000 kroner. Desuden stod Randers Havn også bag en række annoncer til 17.475 kroner, som blev indrykket hos den samme teaterforening, som arrangerede Oh Land-koncerten på havnens område.
Læs også : Springende champagnepropper på klassisk restaurant : Byrådsmedlemmer så stort på beløbsgrænser
Det er dog langt fra første gang, at Randers Havn bruger skatteydernes penge på en måde, som må anses for at være en liberal tilgang til repræsentationskontoen. Således har Journalista.dk eksempelvis tidligere kunnet afsløre, at man deltog i en festlig aften på Hotel Randers, da der i 2015 var optræden af gruppen Neo Burlesque – som omtaler sit show som ”pirrende, sensuelt og forførende”. En aften der blev optaget på video og lagt ud på Facebook, hvor man kunne opleve en række særdeles feststemte havnefolk.
Efter Journalista.dks artikel om det skatteyderbetalte arrangement, blev videoen dog slettet.
Vær den første til at kommentere