Bestyrelsesarbejde i et fjernvarmeværk, kan lyde småkedeligt. Men sådan har det langt fra været i Trekantområdet for TVIS’ bestyrelse, som gerne kombinerer studieture med turistmæssige oplevelser.
– TVIS gør overskudsvarme til en ressource, så borgerne i Trekantområdet får miljøvenlig fjernvarme til nogle af landets billigste priser.
Sådan præsenterer fjernvarmeværket TVIS, der er kommunalt interessentselskab mellem Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejle, sig på sin hjemmeside. Men forbrugerne i Trekantområdet kunne være sluppet endnu billigere, hvis ikke bestyrelsen havde haft en forkærlighed for dyre studieture og gode middage. Det viser en række aktindsigter, som Journalista.dk har opnået i TVIS’ forbrug. Blandt de iøjnefaldende udgiftsposter er en rejse, som bestyrelsen foretog i 2012 til først og fremmest New York.
Ifølge de udleverede bilag, kostede rejsen afholdt i perioden 20.-27. april 2012 omkring en kvart million kroner – eller 33.769 kroner per person. Men så var der også luft i budgettet til at betale næsten 6.000 kroner til en New York-baseret dansk turistguide, som blandt andet sørgede for reservationer til en gospelkoncert, hvor fjernvarmekunderne betalte for donationerne til den lokale kirke.
Bestyrelse til Broadway-show – på de gode pladser
Gospelkoncerten var langt fra eneste musikalske oplevelse, som bestyrelsen anført af den mangeårige socialdemokratiske borgmester og nuværende byrådsmedlem i Vejle, Leif Skov, fik under opholdet i USA. Sammen med kollegaerne Henning Lindved Jensen, Vagn Aage Jensen, Carl C. Poulsen, Finn Muus, Mads Lund og Charlotte Uhrskov, nåede han også omkring et Broadway-show. Langt fra på billige pladser for ifølge de udleverede bilag, sad Leif Skov & Co. placeret helt tæt på scenen i Ambassador Theatre.
Tilsyneladende havde TVIS’ bestyrelse gæster med i teatret, da antallet af deltagere på det kommunale fjernvarmeværks regning var 11. Billetpriserne lå på lige under 900 kroner, hvilket gav en samlet udgift på omkring 10.000 kroner.
For at rejsen til USA, der eksempelvis også inkluderede besøg i Kansas, ikke skulle blive glemt, skete der indkøb af en fotobog. Et halvt år efter hjemkomsten fandt Leif Skov det også nødvendigt at foretage en evaluering, hvilket skete over en god middag på Restaurant Hedebo i Vejers. Den kostede TVIS 1.000 kroner, men det fremgår dog ikke hvem der deltog ud over socialdemokraten. På samme måde som en anden udateret regning fra Den Gyldne Hane i Kolding, heller ikke oplyser deltagernes navne. Det eneste der står opført er, at middagen kostede 1.000 kroner.
————-
Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da der er tale om en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingerne ikke medtaget bilaget.
Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.
Vær den første til at kommentere