Kendisforedrag og 4-stjernet kursuscenter : Kommunal top brændte 175.981 kroner af på budgetseminar – hvor der blev skåret ned på de syge og gamle

Silkeborg Kommunes pressefoto af sit byråd
Del artiklen her:

Der er næsten per definition fyldt godt op med byrådsmedlemmer og ledende embedsmænd på dyre kursusejendomme, når Silkeborg Kommune afholder sine årlige budgetseminarer.

Selv om Silkeborg Kommune traditionelt set anses for at være blandt landets rigeste, er det langt fra kun positive økonomiske toner, der indenfor de seneste år har lydt fra østjyderne. Det var eksempelvis tilfældet efteråret 2019, hvor kommunens ledelse fandt det nødvendigt at foretage en række væsentlige besparelser på det sociale område.

Nedskæringer der betød, at man eksempelvis indførte ansættelsesstop indenfor sundheds- og ældreområdet, efter at kommunen igennem en flerårig periode her havde haft et overforbrug. Derfor var Silkeborg Kommune i det hele taget nødt til at bremse op indenfor en række af sine forvaltningsområder, hvilket ud over ansættelsesstoppet også betød nedskæringer i forhold til genoptræninger, plejecentre og ældre borgere i eget hjem.

Læs også : Mens Aarhus Kommune skærer ned for over 200 millioner kroner : Bruger alligevel 1.250.000 kroner på at sponsorere golfturnering – i Silkeborg

Med besparelserne af denne type på omkring 20 millioner kroner om året in mente, skulle man måske tro, at Silkeborg Kommunes top selv ville gå forrest, når det handlede om at nedbringe omkostningerne.

Silkeborg Kommunes udgifter til sit budgetseminar i 2019

 

Dyre foredragsholdere – med oplæg fra tv-læge

Men som det fremgår af aktindsigter opnået af Journalista.dk, synes dette ikke nødvendigvis at være tilfældet. Aktindsigter udleveret i forbindelse med det såkaldte budgetseminar, som Silkeborgs kommunalbestyrelsesmedlemmer sammen med sine ledende embedsmænd afholdt sensommeren 2019 – og altså noget nær direkte i forbindelse med de sociale besparelser. Et seminar østjyderne i modsætning til andre kommuner ikke afholdt på rådhuset, men i stedet på et 4-stjernet kursuscenter i landsbyen Hornstrup.

Læs også : Borgmester gik i baren – og gav omgang til 9.000 kroner

Den slags er i sagens natur ikke billige, hvilket også kan læses ud af den faktura, som kursusejendommen lidt udenfor Vejle efterfølgende sendte til Silkeborg Kommune. Således lød den på 134.081 kroner. Det var dog langt fra den eneste faktura, som seminaret, hvor fokus netop var på at finde besparelser i det kommunale budget, skatteyderne blev pålagt at betale. Således blev de også afkrævet 22.150 kroner, for at kendislægen Peter Qvortrup Geisling lagde vejen forbi for at holde et foredrag. Ligesom det medførte en regning på 12.500 kroner, at en forsker holdt et andet foredrag, der omhandlede kommunale skatter.

Læs også : Det nye sorte for landets kommuner : Bosætningskampagner for millioner af kroner – uden at kende effekten

Udgifterne til 2019-seminaret, der samlet løb op i 175.981 kroner, har langt fra været enestående i forhold til budgetforhandlinger i Silkeborg Kommune. Således lød regningen for 2018-udgaven af budgetseminaret på 157.432 kroner, hvor det også dette år var Hornstrup Kursuscenter, der lagde lokaler til.

Silkeborg Kommunes udgifter til sit budgetseminar i 2018

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*