Kommunale havnefolk på turisttur blandt måneraketter

Del artiklen her:

Når havnefolk tager på studietur, skulle man umiddelbart tro at de alene fokuserede på det maritime. Men sådan var det ikke for Vejle Havns udsendte delegation til Florida i marts, hvor opmærksomheden i stedet blev rettet på verdensrummet.

– Kom helt tæt på Space Shuttle Atlantis og fordyb dig i virkelige rumrejser. Hyld USA’s rumprogram, og folkene bag dets 30 års utrolige historie.

Sådan lyder indledningen til et af de mange turforslag, som Kennedy Space Center via sin hjemmeside tilbyder sine gæster. Millioner af turister tager hvert år turen gennem tælleapparaterne på NASA’s besøgscenter i Florida, og blandt disse var den 3. marts 2015 en større gruppe vejlensere. Delegationen bestående af 11 deltagere havde alle det til fælles, at de var på studietur med Vejle Havn. Enten grundet deres ansættelse her, eller fordi de var medlemmer af bestyrelsen for den kommunale havn.

Det fremgår af aktindsigterne Journalista.dk har opnået i de udgifter, som blev afholdt under Vejle Havns studietur til Florida i begyndelsen af marts måned i år. En rejse som på ingen måde fremstår overfyldt med faglige arrangementer, hvorfor der var rig mulighed for at eksempelvis at besøge en række af Miamis barer og restuaranter.

Og som det fremgår af bilagene, også en tur for 10 af de i alt 11 delegationsmedlemmer til Kennedy Space Center.

 

Space Center – med alt inklusiv

Regningen på 555,93 dollars svarende til 3.723,56 kroner for de 10 billetter til forlystelsesparken, var dog langt fra de eneste udgifter som blev betalt med Vejle Havns kreditkort i Kennedy Space Center. Havnefolkene fandt nemlig også tid til at både spise og drikke i den såkaldte Rocket Garden Cafe.

Her kan man ifølge centrets hjemmeside indtage mad og drikkevarer blandt nogle af de rumraketter, som NASA tidligere har sendt afsted til fjerne destinationer. I de omgivelser indtog de kommunale havnefolk mad og drikke for sammenlagt 1.589,48 kroner, hvilket bl.a. inkluderede pizzaer og øl.

Inklusiv parkering, bespisning og entré, kostede besøget i Kennedy Space Center 840,52 dollars eller 5.629,72 kroner.

Et sted hvor forbindelsen til driften af Vejle Havn i bedste fald må anses for at være så begrænset, at det dårligt kan have været det faglige indhold der trak.

————-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da der er tale om en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingerne ikke medtaget bilaget.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*