Kommune betaler i dyre domme for eksponering den ikke får – men det gør ikke noget

Del artiklen her:

Det er en dyr oplevelse for Roskildes skatteydere at støtte den lokale fodboldstolthed FC Roskilde. Men på trods af den kontante støtte årligt løber op i millioner af kroner, halter det med at få den branding, som kommunen har betalt for.

– En sponsor- og partnerskabsaftale med FC Roskilde kan være en god forretning. Det kan være et stærkt bidrag til markedsføring af jeres virksomhed og produkter, men også som direkte afkast på jeres investering.

På blandt andet denne måde forsøger FC Roskilde via sin hjemmeside at sikre sig yderligere sponsorer, som vil være med til at sikre det økonomiske grundlag for den sjællandske fodboldklub, der aktuelt befinder sig i midten af Danmarks næstbedste fodboldrække, 1. division. Hvilket ikke kun en lang række små og mellemstore private virksomheder i nærområdet har gjort, for den helt store sponsor er Roskilde Kommune.

Læs også : Odense Kommune fylder OBs tribuner med tusindvis af embedsmænd – via sponsoraftale til millioner

Således viser aktindsigter opnået af Journalista.dk hos kommunen, at den årligt inklusiv moms støtter med 1.125.000 kroner. Hertil kommer dog potentielle bonusordninger som gør, at skatteyderne årligt kan komme til at betale 1.250.000 kroner til 1. divisionsklubben i fodbold.

Et sponsorat der blandt andet inkluderer, at Roskilde Kommune er garanteret en række forskellige former for eksponering – eksempelvis i form af at få vist deres logo på spillertøjet.

Del af sponsoraftale indgået mellem Roskilde Kommune og FC Roskilde

 

Youtube-kanal med næsten ingen seere

Ifølge de fremsendte bilag til Journalista.dk, inkluderer pakken til over 1 million kroner om året også, at FC Roskilde promoverer sin hovedsponsor Roskilde Kommune på videoerne, som klubben producerer til brug for Youtube. Men en gennemgang af Youtube-kanalen viser, at man ikke fra FC Roskilde leverer det lovede produkt.

Læs også : Kommunalt varmeværk forærede sponsor-billetter til 40.000 kroner væk – til sine medarbejdere

Således fremgår hverken Roskilde Kommunes logo eller andre kendetegn ikke på videoerne, hvor eksponeringen af kommunen begrænses til de tilsyneladende tilfældige visninger, der er af logoerne på spillertøjet. Det på trods af, at der ellers af sponsoraftalen fremgår en helt anden form for branding af Roskilde Kommune :

– Alle indslag på FC Roskildes youtubekanal, vil have Roskilde Kommune tydeligt eksponeret.

Læs også : Ronaldo og Christian Eriksen : Kommunale havnefolk på festlige og våde fodboldture – på din regning

Gennemgangen af FC Roskildes Youtube-kanal viser samtidig, at den langt fra er den store PR-platform. Således er der typisk omkring 200 visninger af de videoer, som fodboldklubben lægger ud på sin online tv-kanal. Eller hvad der svarer meget godt til det antal følgere, som FC Roskilde har på dette sociale medie.

Screendumps af Youtube-videoer produceret af FC Roskilde

 

Roskilde Kommune : Vi har noteret det

Fra Roskilde Kommunes side mener man, at det har været tekniske udfordringer, der har umuliggjort klubbens manglende overholdelse af den indgåede sponsoraftale. Det oplyser man fra kommunen i en email til Journalista.dk :

– Vi har taget til efterretning, at det ikke har været muligt at have Roskilde Kommunes logo med i alle Youtube indslag. Vi mener dog, at FC Roskilde samlet set leverer den eksponering af Roskilde Kommune, som er intentionen i elitesportsaftalen.

Fra kommunens side oplyser man dog ikke, hvorvidt den manglende overholdelse af millionaftalen får nogle konsekvenser for den lokale fodboldstolthed.

FC Roskilde oplyser i en email til Journalista.dk at problemet blandt andet skyldes manglende anvendelse af en væg, som skulle indeholde Roskilde Kommunes logo.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*