Kommunen holdt hånden under Vejle Boldklub – betalte ikke husleje i mindst et halvt år

0 Shares

Der har været ualmindeligt langt mellem huslejebetalingerne for Vejle Boldklub. Seneste betaling faldt med 6 måneders forsinkelse – og der er usikkerhed om gældens reelle størrelse.

– Vi har nu skabt et stærkt fundament for VB i fremtiden, og nu skal dette udmønte sig i, at selskabet viderefører sin målsætning om på sigt at have topfodbold i regionen samt få knyttet stærke bånd mellem moderselskab og elite og derigennem løfte i flok.

Sådan lød det ifølge Politiken efteråret 2014, da Vejle Boldklubs daværende bestyrelsesformand, Lars Skou kunne oplyse, at Vejle Boldklub stod foran redning fra en truende konkurs. Et økonomisk sammenbrud der blev undgået ved, at klubben fik tilført ny kapital – samt indgik en lang række akkordordninger med sine kreditorer.

Hvad Lars Skou dog ikke oplyste var, hvor meget kreditorerne havde fået i akkorden. Det fremgår i stedet af aktindsigter, som Journalista.dk ikke kun har opnået i klubbens tidligere udestående med Vejle Kommune, men også i de aktuelle.

Fremsendte dokumenter der viser, at der i økonomisk har været løftet i samlet flok – vel og mærke ofte af de vejlensiske skatteydere.

 

Betalte med et halvt års forsinkelse – tvivl om gældens størrelse

Det har senest været tilfældet i forbindelse med den gæld, som Vejle Boldklub har oparbejdet i forbindelse med brugen af Vejle Stadion. Det moderne stadion stod færdig i 2008, hvor den årlige husleje for Vejle Boldklub blev aftalt til 887.000 kroner eksklusiv moms – eller 1.108.750 kroner inklusiv.

I modsætning til almindelige lejemål, har Vejle Boldklub tilsyneladende ikke haft faste betalingsfrister for, hvornår huslejen har skullet falde. Ifølge de fremsendte aktindsigter fra Vejle Kommune, har klubben således haft et udestående på mindst de 6 seneste måneders husleje i perioden mellem 1. februar og 1. juli 2016. Ifølge Henrik Tønder, direktør i Vejle Boldklub, har gælden dog været endnu større. Overfor Journalista.dk oplyser han i en email, at den samlede gæld indtil den forgangne uge lød på ét års husleje :

– Vi enige i udeståendet på i alt 887.000 exclusiv moms til Fonden Vejle Stadion/Vejle Kommune. Beløbet bliver afregnet i indeværende uge (sidste uge, red.), svarende til Vejle Kommunes forventning – i øvrigt sammen med andre betalinger, som et led i reetablering af VB som den ny ledelse aktuelt er i gang med.

Ifølge Vejle Kommunes fritidsforvaltning, har man dog kun en forventning om at modtage betaling for perioden mellem 1. januar 2016 og frem til udgangen af julikvartalet. En betaling man har fået lovgivning på er på vej, hvilket fremgår af en email sendt fra traditionsklubben til kommunen fredag middag.

Klubben har dog ikke ønsket at oplyse, hvorfor der synes at være uoverensstemmelser mellem den erkendte gæld og det betalte – svarende til en difference på cirka 4 måneders husleje til en samlet værdi af 369.583,33 kroner.

 

Fik nedskrevet 3.161.129 kroners gæld til 790.282 kroner

Tilbage i september 2014 var de vejlensiske skatteydere også rundhåndede overfor byens fodboldhold, da det blev reddet fra den truende konkurs.

I alt blev klubbens gæld på dette tidspunkt opgjort til 26.184.000 kroner, egenkapitalen var gået i minus med 19.511.000 kroner, mens Vejle Boldklubs professionelle afdeling kun havde værdier for 6.673.000 kroner. Blandt de største kreditorer var Vejle Kommune, hvis udestående beløb sig til 3.161.129 kroner.

Ligesom de andre kreditorer tog de til takke med en lille andel af deres udeståender, for at der fortsat kunne drives en professionel fodboldklub i den østjyske havneby. I alt modtog kommunen lige under 800.000 kroner i akkordordningen, svarende til en dividende på 25%.

————

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk

0 Shares




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*