Når holdene i Danmarks bedste ishockey-liga løber på isen, er det vidt forskelligt, hvor meget hjemkommunerne bakker op. Mens nogle klubber får tilskud i millionklassen, er der andre, som må nøjes med pæne ord.
– Sponsorer er en vigtig del af grundlaget for at drive en ishockeyklub. Derfor er vi altid på jagt efter nye sponsoremner. Og der er plads til alle. Aalborg Pirates har sponsorater fra et par tusinde kroner og opad.
Sådan lyder en del af den salgstale, som Aalborgs ishockey-stolthed, Aalborg Pirates, giver af sig selv på sin hjemmeside i forhold til potentielle sponsorer. Her slår ishockey-folkene samtidig fast, at man gerne skræddersyer et sponsorat, så det passer perfekt til en kommende samarbejdspartner.
Blandt dem der for alvor skæpper godt i ishockey-klubbens kasse, er de kommunalt ejede virksomheder. På trods af at de har monopol på eksempelvis at levere vand, er de alligevel dyrt betalende gæster, når Pirates løber på isen.
Læs også : Odense Kommune fylder OBs tribuner med tusindvis af embedsmænd – via sponsoraftale til millioner
De kommunale sponsorater er så store, at det giver Aalborg Pirates en klar fordel, når de eksempelvis møder sjællandske hold. Det viser en gennemgang af alle sponsorater fra kommuner og kommunalt ejede virksomheder i den bedste danske ishockey-række, som Journalista.dk har foretaget på baggrund af opnåede aktindsigter.
Afgørende geografiske forskelle på kommunale tilskud
De fremsendte bilag til Journalista.dk indeholder ikke kun selve kommunernes sponsorater i de forskellige klubber, da der også er sket medtagelse af de såkaldte forsyningsselskaber. Det vil eksempelvis sige lokale vandværker, som bruger sportsklubber til at promovere sig selv og deltage i forskellige arrangementer før, under og efter kampene.
Læs også : Kommunalt varmeværk forærede sponsor-billetter til 40.000 kroner væk – til sine medarbejdere
Fremsendelser via aktindsigter der klart dokumenterer den store forskel, der er på kommunal støtte til landets professionelle ishockey-klubber. Forskelle der ofte synes begrundet i geografiske forhold, da man fra nordjysk hold i høj grad støtter sine hold med kolde kontanter – mens de sjællandske kommuner i bedste fald fremstår særdeles tilbageholdende.
Således har kommunerne og deres forsyningsselskaber i 2017/2018-sæsonen indgået sponsoraftaler med Aalborg Pirates for 1.330.125 kroner, mens lokalrivalerne fra Frederikshavn Whitehawks, har fået underskrifter for i alt 1.062.500 skattekroner.
Læs også : Ronaldo og Christian Eriksen : Kommunale havnefolk på festlige og våde fodboldture – på din regning
Det er sket samtidig med at en klub som Rødovre Mighty Bulls har måttet tage til takke med 101.084 kroner, mens der slet ikke har været kontante kommunale tilskud til eksempelvis Herlev Eagles.
Omfattende opbakning til nordjyske ishockey-klubber
En væsentlig del af forklaringen på den store skatteyderfinansierede opbakning til Aalborg Pirates og Frederikshavn Whitehawks skal findes i, at en række kommunale nordjyske virksomheder gerne finder checkhæftet frem, når de lokale professionelle hockey-klubber ringer.
Således er Aalborg Varme blandt de store sponsorer i hos Aalborg Pirates, da de lokale vandfolk aktuelt støtter med 200.000 kroner om året. Det er dog ingen ting i forhold til eksempelvis Aalborg Havn, hvis sponsorat årligt står skatteyderne i 696.875 kroner. Samtidig spiller det også ind på sponsoraternes samlede størrelse, at Aalborg Kommune støtter Aalborg Pirates med 375.000 kroner om året.
Også i Frederikshavn er den lokale kommunale havn storsponsor, da Frederikshavn Havn årligt lægger 500.000 kroner hos Frederikshavn Whitehawks. Det sammenholdt med at det årlige kommunale sponsorat i ishockey-klubben, beløber sig til 250.000 kroner. Samtidig må det også anses for iøjnefaldende, at Frederikshavn Forsyning, der blandt andet står for afhentning og bearbejdning i skrald i Frederikshavn, årligt lægger i størrelsesordenen 320.000 kroner hos ishockey-klubben.
Læs også : Odense Havn : Fodboldtur til Spanien med indlagte barbesøg skaber merværdi
Specielt fordi monopolselskabet overfor Journalista.dk oplyser, at man forventer at udvide sit sponsorat. Det for at sikre mere synlige bandereklamer, som på den måde kan være med til at brande de kommunale forsyningsfolk.
Vær den første til at kommentere