Hos det skatteyderfinansierede Aarhus Letbane tjener selv sekretæren over 800.000 kroner om året. Alligevel er der ikke noget overblik over, hvordan ansættelsen af hende og langt størstedelen af kollegaerne er sket.
– Vi kan forsat ikke fastsætte en åbningsdato, men vi har en forventning om, at vi kan begynde at køre med passagerer på Odderbanen i løbet af sommeren.
Sådan lød det i slutningen af juni fra Jens Velling, informationschef hos Aarhus Letbane, da han overfor TV2 Østjylland fortalte om de store problemer, som det milliarddyre kommunale projekt har haft med at få forbindelsen til blandt andet Odder på skinner. Overfor statsmediet fortalte embedsmanden samtidig, at man har haft meget store problemer med at få de nødvendige tilladelser på plads.
Det har været en af årsagerne til, at ikke kun Odder men også andre yderområder i Østjylland som Grenå, igennem de seneste år har stået uden togforbindelse til Aarhus. Således har den manglende opfyldelse af tidsplanerne for opstarten af den nye letbane betydet, at de østjyske pendlere ikke har haft mulighed for at tage toget, hvilket ellers på mange måder er en livsnerve for dem, der bor i forstæderne og arbejder i Smilets By.
Kun kunnet finde frem til meget få jobopslag
Men det er ikke kun tilladelserne, som Aarhus Letbane har haft problemer med at finde frem. Det viser aktindsigter, som Journalista.dk har forsøgt at få udleveret fra det kommunale projekt, som de seneste år har modtaget milliarder af skattekroner.
Således har man fra det kommunalt finansierede projekts side, ikke kunnet finde frem til meget mere end en håndfuld af de jobopslag, som man påstår at have anvendt til at ansætte sine medarbejdere. Det drejer sig blandt andet om en direktørstilling, ligesom man fra letbanens side også har kunnet lokalisere det jobopslag der blev brugt, da man skulle ansætte en jurist. Overfor Journalista.dk oplyser Aarhus Letbane, at man ud over de få stillingsopslag man har fundet frem, ikke kan redegøre for, hvordan selskabets andre ansatte er blevet tildelt deres job.
Oplysningen der ellers må anses for relevante i et offentligt finansieret projekt, hvor medarbejderne har sikret sig lønninger, som kun de færreste kan drømme om. Således har Journalista.dk tidligere kunnet afslører, at embedsmændene hos Aarhus Letbane i gennemsnit tjente 1.2 millioner kroner for det arbejde, de udførte i 2017.
Et lønniveau der eksempelvis gjorde, at en sekretær kunne sætte i størrelsesordenen 800.000 kroner ind på sin lønkonto.
Vær den første til at kommentere