Milliarddyr letbanes rod i tilladelserne betød mange måneders kørselsforbud – dens jurist scorede alligevel kæmpe bonus

Del artiklen her:

Aarhus Letbane har foreløbigt kostet skatteyderne milliarder af kroner, uden at den bare er i nærheden af at levere det lovede produkt. Alligevel har letbanens juridiske ansvarlige, opnået en meget stor bonus.

Aarhus Letbane Marianne Dauding

– Min forventning er, at det materiale, vi får i de næste dage, har en kvalitet, der gør, at vi kan godkende det, og min forhåbning er, at Letbanen kan komme ud og køre enten i slutningen af næste uge eller i begyndelsen af uge 51.

Sådan lød det i begyndelsen af december 2017 fra Kåre Clemmesen, vicedirektør i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, da han overfor TV2 Østjylland forklarede om den fornyede afvisning, Aarhus Letbane netop havde fået til at opstarte sin drift. Til statsmediet slog han samtidig fast, at man stod foran at modtage nyt materiale, der skulle fastslå at det kommunale milliardprojekt var klar til at komme i gang med at køre.

Læs også : Reel gennemsnitlig årslønning hos Aarhus Letbane i 2017 : 1.176.633 kroner – selv sekretæren tjente over 800.000 kroner

En afvisning der kom i forlængelse af et længerevarende nærmest kaotisk forløb, hvor letbanen efteråret 2017 havde gjort klar til en storslået åbning – for efterfølgende at måtte aflyse den dagen før, den skulle have løbet af stablen. Det skyldtes at man heller ikke på dette tidspunkt havde tilladelserne i orden til at starte driften, hvilket tilsyneladende kom som en meget stor overraskelse for embedsmændene hos Aarhus Letbane.

Lønninger og bonusser udbetalt til en del af medarbejderne hos Aarhus Letbane

 

Jobopslags krav til jurist : Du skal have styr på regler og love

Den juridisk ansvarlige hos Aarhus Letbane er juristen Marianne Dauding, hvis jobbeskrivelse netop er, at hun skal have styr på alle hvad der handler om aftaler og tilladelser i relation til driften af Aarhus Letbane.

Læs også : Aarhus Letbane om gennemsnitslønninger på 1.2 millioner kroner og gigantbonusser i 2017 : Der har været usikkerhed i ansættelsen

I jobopslaget benyttet i forbindelse med hendes ansættelse, blev det præciseret på blandt andet denne måde :

– Dine primære opgaver bliver at medvirke til at sikre virksomhedens interesser overfor leverandører og sikre, at vi overholder regler og love og indgåede kontrakter, herunder de særlige regler som gælder for offentlige selskaber.

Selv om der har været åbenlyse problemer med lige præcis de indgåede kontrakter med leverandørerne til Aarhus Letbane, har Marianne Dauding alligevel modtaget en ganske fornuftig aflønning.

Læs også : Lønfesten hos Aarhus Letbane langt større end først antaget – også i 2018 : Millionbonusser har stået i kø i skandaleprojekt

Således fremgår det af aktindsigter opnået af Journalista.dk hos Aarhus Letbane, at hun i 2017 havde en grundløn på 483.242 kroner. Hertil kom så arbejdsgiverbetalte pensionsindbetalinger på 83.013 kroner, så hun på den måde sikrede sig en årsløn på i runde tal 560.000 kroner. Oven i kom så en bonus på 267.626 kroner, som Marianne Dauding opnåede for sin arbejdsindsats i 2017 – året hvor der i dén grad var rod i tilladelserne til at drive Aarhus Letbane.

Fra Aarhus Letbanes side har man ikke overfor Journalista.dk ønsket at oplyse, hvordan Marianne Dauding gjorde sig fortjent til sin bonus på over en kvart million kroner.

Jobopslag i forbindelse med ansættelsen af jurist hos Aarhus Letbane

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*