En kommunal grundsætning er, at lige forhold skal behandles ens. Sådan ser det tilsyneladende ikke ud for de professionelle håndboldklubber, når kommunerne indgår sponsoraftaler.
– Ringkøbing-Skjern Kommune skal i et tæt samarbejde med Skjern Håndbold markedsføre og synliggøre Naturens Rige (Ringkøbing-Skjern Kommunes slogan, red.). Endvidere skal samarbejdet skabe en referenceramme for borgerne i kommunen, og skabe stolthed og en identitet for lokalområdet, som kan medføre en øget omsætning og skabe nye lokale arbejdspladser og netværk mellem borgere og virksomheder til styrkelse af kommunens image.
Sådan lyder en del af ordlyden bag de sponsoraftaler, som Ringkøbing-Skjern Kommune har indgået med de to liga-håndboldhold, som har hjemme i den vestjyske kommune.
Læs også : Odense Kommune fylder OBs tribuner med tusindvis af embedsmænd – via sponsoraftale til millioner
Men derved hører lighederne også på mange punkter op for herreholdet Skjern Håndbold og dameklubben Ringkøbing Håndbold. For selv om begge drives i selskabsform som professionelle klubber, er der væsentlig forskel på de sponsorater, som de modtager fra hjemkommunen.
Det viser aktindsigter som Journalista.dk ikke kun har opnået hos Ringkøbing-Skjern Kommune, men også de andre af landets kommuner, der i 2016/2017-sæsonen var hjemmebane for holdene i de bedste håndboldligaer for både mænd og kvinder.
Forskelsbehandling i Vestjylland
Dokumenterne fremsendt til Journalista.dk viser, at selv om missionen er den samme for Skjern Håndbold og Ringkøbing Håndbold, er der væsentlig forskel på Ringkøbing-Skjern Kommunes aflønning. Således modtog Skjern Håndbold i 2016/2017 inklusiv moms i størrelsesordenen 1.250.000 kroner, mens de kvindelige kollegaer måtte tage til takke med 500.000 kroner inklusiv den statslige afgift.
Med andre ord får dameholdet under det halve af mændene, selv om de udfører en lang række ekstra opgaver i forhold til naboklubben i Skjern. Således fremgår det af kontrakten mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Ringkøbing Håndbold, at kvindeholdet eksempelvis skal deltage aktivt i kommunens årlige sundhedsuge.
Læs også : Kommunalt varmeværk forærede sponsor-billetter til 40.000 kroner væk – til sine medarbejdere
Det overfor herreholdet, hvis hovedarbejdsopgave ved siden af at markedsføre kommunen under kampene, fremstår som værende en del af nogle enkelte PR-arrangementer for Ringkøbing-Skjern Kommune.
Damehold får 750.000 kroner – mændene intet
Fælles for begge hold er dog, at Ringkøbing-Skjern Kommune via sponsoraftalerne har sikret sig et stort antal billetter. Mens Skjern Håndbold ud over forskellige VIP-behandlinger uddeler mindst 1.000 billetter i løbet af en sæson til kommunen, modtager den 300 almindelige billetter og en håndbold VIP-adgangskort til Ringkøbing Håndbolds hjemmekampe.
Læs også : Socialdemokratisk byrådsmedlem : Mine gratis fodboldbilletter rager ingen
Med andre ord betaler skatteyderne for, at der altid er markant kommunal tilstedeværelse i hallerne, når Ringkøbing-Skjern Kommunes professionelle ligahåndboldhold løber på banen.
Det samme er tilfældet, når SønderjyskEs håndboldhold spiller. For her har Aabenraa Kommune indgået en aftale med dem begge, men der er dog stor forskel på hvor stor støtten er til herrer- og dameholdet.
Mens herrerne i SønderjyskE Håndbold må nøjes med at afsætte et lavt antal billetter til kommunen, er der helt andre boller på suppen hos SønderjyskEs kvindehåndboldhold. Storsponsor er ifølge de fremsendte bilag Aabenraa Kommune, hvilket også kan aflæses på regningen.
Det lyder inklusiv moms på 750.000 kroner om året.
Vær den første til at kommentere