Det blev en dyr oplevelse for skatteyderne, da Helle Thorning-Schmidt i 2012 tog til miljøtopmøde i Rio. En af grundene var at det ikke kun var toppolitikeren selv, der fløj på meget dyre flybilletter.
– Vores første store opgave er at lede Danmark ansvarligt ud af krisen. De økonomiske problemer i Europa gør ikke opgaven mindre.
Sådan lød det den 4. oktober 2011, da Helle Thorning-Schmidt holdt sin første åbningstale som statsminister. Temaet var nødvendigheden af økonomisk mådehold, hvis Danmark igen skulle komme ovenpå efter den økonomiske krise.
Mindre end et år efter talen, syntes der dog at være kommet andre økonomiske boller på suppen. Det skete da formanden for det erklærede arbejderparti drog på tjenesterejse til Brasilien. I alt kostede det skatteyderne omkring 400.000 kr. at sende Helle Thorning-Schmidt med følge på langfart, så hun kunne deltage i et miljøtopmøde i den eksotiske by.
Journalista.dk har opnået aktindsigt i bilagene der viser, at det langt fra kun var regeringschefen selv der havde særdeles gode betingelser under rejsen til Sydamerika.
Sekretær med særdeles god benplads og service
Det var eksempelvis også tilfældet for sekretæren Hjørdis de Stricker, der ligesom resten af følget fløj på det som ifølge bilagene fremstår som 1. klasse hele vejen fra København til Rio – og retur efter topmødets afslutning.
De Strickers flybillet kostede 42.343,10 kr., hvortil kom et gebyr på 195 kr. til Statsministeriets rejsearrangør. Hertil kørselsudgifter til og fra Kastrup Lufthavn på 521,36 kr., så de rene transportomkostninger for sekretærens Sydamerika-rejse løb op i 44.861,36 kr.
Også under opholdet i Brasilien, var der ualmindeligt gode arbejdsforhold for de Strickers. Sammen med resten af delegationen, var hun indkvarteret på Copacabana-hotellet Benidorm Palace.
————-
Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da der er tale om en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingerne ikke medtaget bilaget.
Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.
Vær den første til at kommentere