Skærer på kernevelfærden – og chartrer privatfly til Folkemødet

0 Shares

Region Midtjylland svinger i disse år den helt store sparekniv. Undtagen for politikerne selv, som altid i stort antal drager til Folkemødet – og tager ægtefællerne med på privatflyet til Bornholm.

– Men sådan som økonomien ser ud, så er besparelserne en forudsætning for, at vi fortsat kan få råd til medicin, nye behandlinger og tidssvarende bygninger.

Så klar var meldingen fra Gert Sørensen, direktør for Aarhus Universitetshospital, da han foråret 2015 forklarede Ritzau, hvor stram økonomien efter hans opfattelse var blevet i Region Midtjylland. Overfor nyhedsbureauet slog han samtidig fast, at der var tale om så alvorlige besparelser, at det ville gå hårdt ud over alle regionens hospitaler.

Men det er dog langt fra alle dele af Region Midtjylland, som har mærket nedskæringerne. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos regionen med hovedkontor i Viborg.

Dokumenterne fastslår eksempelvis, at det ikke var en billig oplevelse for de jyske skatteydere, da regionen sendte en stor delegation til Folkemøde på Bornholm i 2015.

Den bestod af i alt 52 deltagere, hvilket var medvirkende til den samlede regning på 375.391,54 kroner.

 

Kamp om plads på privatflyet – og i restauranterne

En stor del af forklaringen på den store udgift var, at Region Midtjylland chartrede et privatfly til at flyve frem og tilbage mellem Jylland og Bornholm. Den samlede regning fra Air Traffic Danmark lød på 232.200 kroner, hvoraf de 112.000 kroner blev, med undtagelse af 4.000 kroner fra et privat firma, betalt af andre offentlige myndigheder.

Indkvarteringen af de midtjyske politikere og bureaukrater skete i en lang række sommerhuse, som blev udlejet af Bornholmtours. For det sendte udlejningsbureauet to regninger på 31.804 kroner og 104.597 kroner, så midtjydernes udgifter til indkvartering under Folkemødet 2015 endte på 136.401 kroner.

Med i sommerhusene og privatflyet var en række af politikernes ægtefæller, kærester og børn, ligesom mange af dem også fandt vej til de to store middage, som Region Midtjylland arrangerede. Først den 11. juni i Det Gamle Posthus i Allinge, hvorfra regningen lød på 19.227 kroner. Dagen efter blev der fulgt op på en anden restaurant i Allinge, Restaurant No-9, som opkrævede 15.964 kroner for beværtningen af 41 spisende gæster.

————

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk

0 Shares




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*