Telefonitis : Borgmester bruger 1½ time om dagen på at sende sms-beskeder

0 Shares

Hun blev for alvor kendt via Vild med dans. Men det er i virkeligheden tekst-beskeder, som Pia Allerslev er vild med.

Københavns Kommune beskæftiger i alt omkring 45.000 medarbejdere, hvortil kommer de politikere, som enten er deltids- eller fuldtidsansat. For at de kan udføre deres arbejde, er det langt fra unormalt, at de får stillet telefoner til rådighed, som bliver betalt af de københavnske skatteborgere.

Blandt dem er børne- og ungdomsborgmesteren Pia Allerslev, der må siges at have været storforbruger af sin telefon. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået i Venstre-politikerens forbrug. Hvilket først og fremmest har været iøjnefaldende i forhold til alle de sms-beskeder, som hun har sendt de seneste år.

De fremsendte aktindsigter giver et specifikt overblik af forbruget i perioden frem til og med august 2014 for beskeder sendt fra Danmarks, ligesom Københavns Kommune også har fremsendt et lignede billede af det antal sms-er, som Pia Allerslev har sendt til og fra udlandet frem til nytåret 2016.

 

Sendte 1200 sms-er om måneden

En af de perioder hvor Allerslev for alvor havde telefonen oppe af lommen, var mellem den 1. september og 30. november 2013. Her sendte hun 3.537 sms-beskeder til og fra Danmark, mens det blev til 39 beskeder fra Danmark til udlandet – og således 3.576 i alt.

Brugte Københavns børne- og ungeborgmester eksempelvis i gennemsnit to minutter per afsendt sms-besked, inklusiv den tid der gik med at læse det hun svarede på, betyder det, at hun disse tre måneder sammenlagt brugte 7.152 minutter på tekst-beskeder. Eller hvad der svarer til 2.384 minutter per måned, eller cirka 80 minutter om dagen – selv under weekender og ferier.

Også udenfor Danmarks grænser, har Pia Allerslev haft et meget stort forbrug af sms-beskeder. Det var eksempelvis tilfældet mellem den 21. og 25. april 2014, hvor hun sendte 474 fra Canada. Senere samme år fløj hun til Australien via en mellemlanding i De Forenede Arabiske Emirater den 1. juni, hvor hun sendte 122 sms-beskeder – vel og mærke på én dag. Venstre-politikeren afsendte et lignende antal, da hun mellem den 26. og 29. september 2014 var i Spanien, hvorfra det blev til 291.

Københavns Kommune har dog langt fra været lige så hurtig til at betale regningerne, som Pia Allerslev har været til at tage telefonen op af lommen. Derfor har det været nødvendigt for TDC at sende rykkere inklusiv morarenter, for at få Københavns Kommune til at betale sine regninger.

Pia Allerslevs kontor har overfor Journalista.dk ikke ønsket at kommentere på hendes forbrug af sms-beskeder.

————

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk

0 Shares




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*