Samtidig med at de private medievirksomheder igen og igen skærer ned, fastholder Danmarks Radio en lønudvikling, som har været stærkt kritiseret fra blandt andet politisk hold.
Nedskæringer for 7.2 millioner kroner og et stort antal afskedigelser.
Sådan lød meldingen kort før jul fra NordjyskE, der står bag en række regionale og lokale aviser, netbaserede nyhedsmedier og radiostationer. Det efter at koncernen endnu engang måtte konstatere, at den for at ruste sig til fremtiden, var nødt til at spænde den økonomiske livrem ind. Derved meldte nordjyderne sig ind i koret af andre private mediehuse, som de seneste måneder har gennemført stadigt flere fyringsrunder.
Helt anderledes forholder det sig i disse måneder hos Danmarks Radio, som fortsætter med at udbetale stadigt stigende lønninger, når der sker nyansættelser. Forhold der fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos statsmediet.
Det i relation til tilknytningen af en ny chef for DRs Midt- og Vestjyske afdeling, DR Midt & Vest.
Ser bort fra kraftig kritik fra de politiske chefer
Ny i stillingen er Inge Borggaard, som fra nytår har fået rang af distrikschef for DR Midt & Vest. Det efter at hun igennem de seneste år, har fungeret som kunde- og kommunikationschef hos Energi Viborg.
Læs også : DR på trods af generaldirektørløn på 3.790.763 kroner : Vi udviser løntilbageholdenhed
Ifølge opgørelserne fra Danmarks Radio, har Inge Borggaard fået en årsløn på 708.113 kroner. Hertil kommer arbejdsgiverbetalte pensionsindbetalinger på 108.498 kroner, således at skatteyderne årligt pålægges at betale 816.602 kroner til den nyansatte embedsmand.
Derved kan statsmediet siges at fortsætte en lønudvikling, der tidligere har modtaget omfattende kritik fra politisk hold. Det eksempelvis for at udbetale lønninger, som er væsentligt højere, end hvad private mediehuse er i stand til at tilbyde sine ansatte.
Vær den første til at kommentere