Byrådsmedlem kontaktperson til job til 1.8 millioner kroner – som han selv scorede

Næstved Kommunes pressefoto af socialdemokraten Anders Gjesing
Del artiklen her:

Havde man som potentiel ansøger spørgsmål til stillingen som direktør for det sydsjællandske kommunale forsyningsselskab Envafors og NK Forsyning, blev man opfordret til at ringe til selskabets formand Anders Gjesing – der efterfølgende selv besatte det særdeles attraktive job.

– Det er jo lidt utraditionelt, at valget falder på bestyrelsesformanden. Men gennem rekrutteringsprocessen, hvor et eksternt rekrutteringsfirma har bistået med processen, tests og evalueringen af kandidaterne, er både ansættelsesudvalget og bestyrelsen blevet bestyrket i, at Anders var dén i det stærke kandidatfelt, der bedst levede op til den kompetenceprofil, som vi efterspurgte til stillingen. Og så skal det jo ikke lægge ham til last, at han kender selskaberne fra en anden rolle.

Sådan lød en del af pressemeddelelsen, som Envafor/NK Forsyning udsendte i den 7. maj i år. Det i forbindelse med, at der var sket udpegelse af Anders Gjesing som direktør for virksomheden. Derved kommer han fra den 1. juni til at stå i spidsen for virksomheden, der er ejet af Næstved Kommune og Slagelse Kommune.

Det har blandt andet til opgave at levere vand, varme og spildevand til indbyggerne i de to kommuner.

Ansættelsen af Anders Gjesing skete på trods af, at han indtil tiltrædelsen som direktør er selskabets bestyrelsesformand. En politisk udpeget post, som han sikrede sig, da han efter det seneste kommunalvalg opnåede nyvalg til byrådet i Næstved Kommune for Socialdemokratiet. Ligesom det også må anses for markant, at ansættelsen af Anders Gjesing er sket, selv om han aldrig tidligere som medarbejder, har været involveret i den daglige ledelse af virksomheder af denne type.

Tidligere har vi på Journalista.dk kunnet fortælle, at det var en særdeles indbringende stilling, som Anders Gjesing har sikret sig, da den årligt står de sjællandske skatteydere i omkring 1.8 millioner kroner. Ligesom vi også har kunnet offentliggøre, at Envafors/NK Forsyning er gået langt i bestræbelserne på at undgå, at forløbet omkring ansættelsen skal komme til offentlighedens kendskab.

Nu kan vi så afdække, at Anders Gjesing i sin egenskab af bestyrelsesformand, var dén kontaktperson man skulle ringe til, hvis man var interesseret i at søge stillingen.

Mens ansøgningsfristen stadig ikke var udløbet, fremgik det eksempelvis af Jobfinder.dk, at det var Anders Gjesing man skulle kontakte, hvis man havde spørgsmål til den opslåede stilling. Ligesom man også var velkommen til at tage telefonen og kontakte Henning Meldgaard Nielsen, der er partner hos headhunterfirmaet Genitor.

Således må Anders Gjesing i dén grad anses for at have været en del af ansættelsesproceduren for jobbet, som han selv efterfølgende blev ansat i. Eksempelvis ved at han via henvendelserne fra potentielle ansøgere, har kunnet danne sig et overblik over, hvem hans konkurrenter til direktørstillingen var.

En fremgangsmåde der også i habilitetsmæssig forstand må anses for særdeles iøjnefaldende.

Anders Gjesing er ikke vendt tilbage på Journalista.dks henvendelser. Således har han ikke ønsket at svare på, hvorfor han kan siges at have blandet sig i ansættelsesproceduren til stillingen, han selv søgte og fik.

Ligesom han heller ikke har ønsket at svare på, hvordan det i det hele taget har været muligt for ham at være en del af forløbet omkring besættelsen af stillingen, som han efterfølgende fik.

 

Andre artikler om Anders Gjesing

Kommunal virksomhed skjuler hvordan byrådsmedlem blev ansat i job til 1.8 millioner kroner

Kommunalt selskab ansætter sin formand som direktør: Til 1.8 millioner kroner om året

Del artiklen her:




1 Comment

  1. Det er jo udover alt kammerateriet i det her – ret påfaldende at selvsamme Genitor Headhunter (som åbenbart er den ret foretrukne i det offentlige over en bred kam) har arbejdet for netop Anders Gjesing i flere omgange – herunder ved ansættelse af en direktør for Næstved Havn? Han kan vel næppe siges at være upartisk eller neutral når han direkte har og modtager betaling fra den samme mand, som han så selv anbefaler ansat som direktør for Envafors? Heahunteren her må vist ha tabt sit kompas på vej til banken – ret uprofessionelt.

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*