59.814 kroner. Det var prisen for Helle Thorning Schmidts flybillet, da hun i december 2013 rejste til Nelson Mandelas begravelse i Sydafrika.
– Sydafrika har mistet sin landsfader og første demokratisk valgte præsident. Afrika har mistet en af sine store sønner. Vi har alle mistet et fyrtårn i den evige kamp for frihed og retfærdighed. Verden er blevet fattigere.
Sådan lød det fra den siddende statsminister Helle Thorning Schmidt, da hun i december 2013 udsendte en pressemeddelelse i forbindelse med Nelson Mandelas død. Det skete omtrent samtidig med at hun ligesom andre statsledere gjorde klar til at rejse til Sydafrika, for her at deltage i en del af begravelsen af landets tidligere præsident.
For den danske statsminister var der afgang til Johannesburg den 9. december 2013, hvor hun sammen med embedsmænd og livvagter fra PET via en mellemlanding i Tyskland drog videre til Sydafrika. Samme rute tog socialdemokraten tilbage til Danmark, da hun et par dage senere afsluttede sin tjenesterejse.
Det skete via en rejseform, som langt fra var billig for de danske skatteydere.
Brugte formue på Sydafrika-billetter
De måtte nemlig finde den helt store pung frem, for at betale rejseudgifterne til det sydlige Afrika. Journalista.dk har fået aktindsigt i de billetter, som rejsearrangøren Carlson Wagonlit Travel købte på vegne af Statsministeren. Prisen lød på 59.814 kr., hvilket synes at dække over en returrejse på 1. klasse hele vejen fra København over Tyskland til Sydafrika.
Det var dog ikke kun den siddende statsminister, som rejste på de dyre billetter. Det samme gjorde Thornings spindoktor Noa Redington, Departementsråd Lars Gert Lose og statsministerens sekretær Camilla Riemer Penn.
Dermed løb delegationens samlede udgift til flybilletter op i 239.256 kr.
————-
Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da der er tale om en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingerne ikke medtaget bilaget.
Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.
Vær den første til at kommentere