Som skatteminister genindførte han Skats sladretjeneste. Men når det kommer til hans egne gratis glæder, er der tilsyneladende ikke den store lyst til at fortælle, om der bliver betalt skat af værdien.
– Som situationen er i dag ved folk jo ikke, hvordan og hvor de skal henvende sig, hvis de har en begrundet formodning om, at det er nogen, der snyder på vægten. Det koster mange ressourcer at håndtere de mange henvendelser, især de flere tusinde telefoniske henvendelser. Med den digitale løsning som vi jo faktisk har designet – men som altså blev stoppet sidste år – kan vi gøre sagsbehandlingen mere enkel for borgeren og for Skat. Samtidig kan vi på Skats hjemmeside mere logisk få forklaret borgerne, hvilke regler der gælder for anonyme henvendelser.
Læs også : Borgmester tog manden, kollegaerne og vennerne med til Bryan Adams – på skatteydernes regning
Sådan lød det den 11. januar 2015 fra Benny Engelbrecht, da den daværende skatteminister oplyste overfor Politiken, at den forhadte sladretjeneste skulle genoprettes. Det for at man anonymt kunne henvende sig til til Skat eksempelvis om naboen, hvis man mente, at denne havde arbejdet sort – eller på anden måde sikret sig indtægter, der ikke var blevet indrettet til Skat.
Men ønsket om at ingen skal slippe for at betale skat, er tilsyneladende ikke helt så aktivt hos socialdemokraten, når det handler om ham selv.
Scorede koncertbillet med spisning til 1.317 kroner
For Journalista.dk har nemlig forsøgt at spørge ham ind til, hvorvidt han har betalt skat af en koncertbillet, han modtog i foråret 2017. De glade givere var Horsens Kommune, der beværtede ham med en billet til koncerten med Rammstein, ligesom skatteyderne også fik lov til at betale for den medfølgende spisning.
Læs også : Jyske kommuner hyrede Bjarke Engels til at holde foredrag – til 2.667 kroner i minuttet
Billetter der ifølge kommunen havde en samlet værdi af 1.317,50 kroner, svarende til 580 kroner eksklusiv moms for selve billetten og 474 kroner eksklusiv for den mad og vin, som Benny Engelbrecht drak og spiste i forbindelse med Rammstein-koncerten.
Henvendelserne til Benny Engelbrecht fra Journalista.dk, er dog forblevet ubesvaret.
Vær den første til at kommentere