Søren Pape giver kold skulder til Koldings borgmester : Sagde nej til hundedyr Obama-billet

Pressefoto fra Folketinget
Del artiklen her:

Fra arrangørerne af ugens Obama-arrangement i Kolding, har man uden held forsøgt at lokke flere topministre til at troppe op på Syddansk Universitet.

Barack Obama Jørn Pedersen Søren Pape Poulsen

Først skulle Lars Løkke Rasmussen holde et oplæg forud for, at Barack Obama fredag formiddag går på scenen på Syddansk Universitets afdeling i Kolding. Men da det kom til stykket, meldte statsministeren alligevel afbud til det stort opsatte arrangement, hvis afvikling i meget høj grad er finansieret af skatteyderne.

Således har skatteyderne i Kolding Kommune betalt 750.000 kroner eksklusiv moms til en såkaldt markedsføringsaftale, som er indgået med arrangøren Business Kolding. En privat forening der dog ikke kun i meget høj grad er finansiering af Kolding Kommune, men også har dens borgmester, Jørn Pedersen, siddende i sin bestyrelse. På samme måde som også en række andre byrådsmedlemmer har en formel forbindelse til organisationen, der mod betaling løser en række opgaver for Kolding Kommune.

Læs også : Arrangører af Obama-arrangement har før lovet gigantiske arabiske investeringer i Kolding – nu lover de at tiltrække internationale arbejdspladser i forbindelse med ekspræsidentens tale

Skatteyderne har også skullet have den store pung fremme for at finansiere tilskuddet fra Syddansk Universitet, som betaler 1 million kroner for at få lov til at lægge hus til Obamas tale, der er programsat til at vare én klokketime. Foreløbigt er det dog et åbent spørgsmål, om tallet er inklusiv eller eksklusiv moms, da Syddansk Universitet har nægtet at udlevere oplysninger her om.

 

Koldings borgmester til Søren Pape : Vil du ikke lige ringe?

Uanset at arrangøren Business Kolding har sat billetter til salg for 17.500 kroner stykket, er det langt fra alle, der synes at have haft den store lyst til at lægge vejen forbi Kolding på fredag, for at høre den tidligere amerikanske præsident tale. For som aktindsigter af Journalista.dk har opnået hos Justitsministeriet viser, har det ikke kun været Lars Løkke Rasmussen, der ikke har ønsket at benytte sig af mulighederne for at komme gratis til Obama-arrangementet i Kolding.

Læs også : Koldings borgmester bijobber som sælger for privat forening : Forsøgte at overtale Region Syddanmarks formand til at støtte Obama-arrangement med 937.500 kroner

Heller ikke justitsminister Søren Pape Poulsen har ønsket at gøre brug af den invitation, som blev afsendt på en måske noget alternativ måde. I stedet for eksempelvis at gøre brug af Søren Pape Poulsens sekretariat, forsøgte Koldings borgmester Jørn Pedersen at komme i kontakt med justitsministeren via Justitsministeriets hovedemail, hvortil han skrev :

– Kære Søren Pape Poulsen. Vil du ikke lige ringe vedrørende et særligt arrangement i Kolding den 28.9.18?

Læs også : Advokater siger stop overfor Kolding Kommune : Uddeling af 17.500 kroner dyre billetter til Obama-arrangement ulovlig virksomhedsstøtte

Om Søren Pape Poulsen overhovedet reagerede på Jørn Pedersens henvendelse, er et meget åbent spørgsmål. For Justitsministeriet oplyser nemlig overfor Journalista.dk, at man ikke har yderligere dokumenter i sagen. Ud over at man kan oplyse, at Søren Pape Poulsen ikke vil være at finde blandt dem, der deltager ved det forestående Obama-arrangement i Kolding.

Således vil den konservative minister heller ikke benytte sig af en de billetter, der er Business Kolding ellers er blevet sat til salg for 17.500 kroner stykket.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*