Når Det Danske Filminstitut drager til den årlige filmfestival i Cannes, er der garanti for et stort forbrug af skatteydernes penge.
– Det Danske Filminstitut inviterer sammen med FilmGEAR, Act3, The Gentlemen Broncos, Red Rental og internationale festivalkontakter, filmkøbere og den danske filmbranche samt deres internationale brancherelationer til ‘Meet the Danes’.
Sådan lød en del af den omtale, som Det Danske Filminstitut, normalt forkortet DFI, gav på sin hjemmeside foråret 2018 i forbindelse med, at man gjorde klar til at drage til filmfestivalen i Cannes. Her ville man traditionen tro afholde den store reception ”Meet the Danes”, som også kendes fra Berlins filmfestival, hvor DFI ligeledes er faste gæster.
Læs også : Amok i annoncer : Filminstitut brugte 150.000 kroner på Oscar-uddeling
Men hvad man fra DFIs side dog ikke i den forbindelse fandt anledning til at fortælle var, hvad skatteyderne måtte betale for ikke kun receptionen i Cannes, men også rejsen for den store delegation til det sydlige Frankrig.
Forhold der i stedet fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos DFI.
Næsten 7.000 kroner per overnatning i lille lejlighed
Ifølge de fremsendte bilag til Journalista.dk kostede det således skatteyderne i runde tal 180.000 kroner, at DFI lagde vejen forbi Cannes-festivalen i 2018. Beløb der ikke kun blev brugt på rejsen til Cannes og forplejningen under filmfestivalen, men også indkvarteringen af de statsligt finansierede filmfolk.
Blandt andet drejede det sig om lejen af en lejlighed på Rue Meynadierdes, som er blandt de mest eksklusive i Cannes. Ikke kun fordi den ligger tæt på byens verdensberømte strande, men også i nærheden af festivalpladsen. Det kunne også ses på den regning, som DFI betalte for at leje den 65 kvadratmeter store lejlighed. Regningen løb op i 8295 euro svarende til, at hver af de 9 overnatninger kostede skatteyderne 6.900 kroner.
Samtidig spillede det også ind på den samlede regning, at der var godt fyldt op til Meet the Danes-receptionen. I 2018 medførte den en regning på 57.831 kroner, som DFI sendte videre til skatteyderne.
Vær den første til at kommentere