Politiker med stambord – på skatteydernes regning : Forkærlighed for kammuslinger med ingefær og steak bearnaise

Tillie Martinussen på sin plads i det grønlandske parlament Inatsisartut
Del artiklen her:

Der bliver langt fra holdt igen med Mastercardet, når politikeren Tillie Martinussen igen og igen lægger vejen forbi restauranter og cafeer – uanset om det sker alene eller i selskab med andre.

juristkontoret

Grønland har løbende været ramt af skandaler, efter at politikere er blevet afsløret i et påfaldende stort forbrug af skatteydernes penge på restauranter, barer og i enkelte tilfælde endda ligefrem familiefester. Mest udtalt tilbage i 2009 i forbindelse med det såkaldte Sneskredsvalg, hvor ikonet Jonathan Motzfeldt eksempelvis blev afsløret i at bruge det daværende Hjemmestyres repræsentationskonto, når han tog på byture med familie, venner og bekendte. Afsløringer der var med til at gøre, at Siumut dette år for foreløbigt eneste gang mistede regeringsmagten.

Blandt de politikere der skabte sig en platform på at modarbejde forbrug af denne type var Tillie Martinussen, der aktuelt har status af at være eneste medlem af det grønlandske parlament, Inatsisartut, for Samarbejdspartiet, som hun selv var med til at stifte i 2018. Men som Journalista.dk har kunnet afdække de seneste uger, har netop Tillie Martinussen ført an i et markant forbrug af skatteydernes midler.

Læs også : Anmeldt til politiet : Storforbrugende politikers karriere på spil – og hendes frihed

Det blandt andet efter at hun har pålagt dem at betale for sin behandling på en dansk klinik, der ifølge sin hjemmeside har specialiseret sig i sex- og pornoafhængighed, ligesom hun også har foretaget en række iøjnefaldende kontanthævninger i Grønland og Danmark, uden efterfølgende at fremsende underbilag til sit parti. Samtidig har vi kunnet dokumentere, at hun har betalt en nær veninde for såkaldt psykologisk vejledning, hvilket skete med udgangspunkt i et kolonihavehus i Odense.

Regninger fra Tillie Martinussens besøg på restauranter og cafeer i Nuuk

 

Fast gæst på cafeer og restauranter betalt over partikortet

Årsagen til at det er skatteyderne der har haft pungen op af lommen efter Tillie Martinussens brug af sit partis debitkort er, at Samarbejdspartiet efter Journalista.dks oplysninger, aktuelt har under 50 medlemmer. Det kan også ses ved, at partiet ifølge sit 2019-regnskab alene havde kontingentindtægter på under 3.000 kroner, mens den resterende del af partiets årsbudget på omkring 1.1 millioner kroner, kommer i form af den såkaldte partistøtte.

Læs også : Ulovlig terapi i kolonihavehus udført af nær veninde efterfølgende fløjet til Grønland – og byture : Politiker fyrer den af på skatteydernes regning

Men som det fremgår af regnskabsbilag og udgiftsoversigter Journalista.dk har fået adgang til fra Samarbejdspartiet, har det også afholdt markante udgifter, når Tillie Martinussen enten alene eller sammen med andre, har spist på restauranter og cafeer i Nuuk. I perioden mellem januar og indtil midt i oktober i år, har hun således været ude og spise 74 gange til en samlet udgift på lige over 30.000 kroner. Eller hvad der svarer til, at hun gennemsnitligt næsten hver eneste fredag og lørdag har været at finde på et af byens spise- og udskænkningssteder.

Læs også : Kontanthævninger på kontanthævninger uden underbilag – og frisørbesøg : Politiker med rødglødende partikort finansieret af skatteyderne

Ifølge bilag fra restauranterne og cafeerne, har Tillie Martinussen og hendes gæster haft en forkærlighed for specielt kammuslinger, når de er blevet tilsat ingefær. På samme måde som en anden fast favorit har været steak bearnaise. Det uanset om Tillie Martinussen har spist alene, hvilket flere af bilagene fra hendes restaurants- og cafébesøg synes at indikere, eller om hun har medbragt gæster.

Læs også : Heldagsudflugt til indlandsisen, receptioner og store middage : Nordjyder sender kæmpe delegation til Grønland – for 300.000 kroner

På Journalista.dk har vi spurgt Tillie Martinussen, hvad årsagen har været til de mange besøg på restauranter og cafeer. Ligesom vi også har spurgt hende, hvad skatteyderne konkret fik ud af, at hun har været fast inventar på Nuuks spisesteder.

Men hverken hende eller Samarbejdspartiet er vendt tilbage på vores henvendelser.

Opgørelse over Tillie Martinussens forbrug af restauranter og cafeer i Nuuk januar-oktober 2020

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*