Fra Hjørring Kommune lyder det, at man har en stram økonomi. Men kravet om fokus på kernevelfærden synes dog ikke at gælde, når der skal betales for kendissers deltagelse ved prestigeprojekt.
– Kommunens økonomi er fortsat stram, og der venter yderligere udfordringer i den kommende byrådsperiode. Her kvitterer vi for den indsats, der ydes i samarbejde med de øvrige nordjyske kommuner for at fastholde presset for at få en grundlæggende reform af udligningssystemet fra 2019. Det er altafgørende, at de økonomiske grundvilkår forbedres, hvis enderne fortsat skal kunne nå sammen.
Sådan lød det i en pressemeddelelse sensommeren 2017 fra Hjørring Kommunes borgmester, Arne Boelt, i forbindelse med, at nordjyderne offentliggjorde deres budgetforlig for årene 2018-2021. Her blev det slået fast, at der ville ske nedskæringer på det, som den socialdemokratiske borgmester omtalte som driftsudgifter.
Læs også : Hjørrings borgmester kørt rundt med stil : Delegation på 9 lejede bus til 47 – for mindre formue
En af de udgifter der dog langt fra synes at være ramt af smalhals, er det årlige såkaldt Naturmøde, som afholdes i Hirtshals. I år finder det sted mellem den 24. og 26. maj, og går det som det plejer, vil det være særdeles indbringende dage for københavnske kendisser.
Bookingbureau spist af med næsten ingen ting
En af dem er ifølge de fremsendte bilag til Journalista.dk Anders Lund Madsen, der også i 2018 er blandt trækplastrene ved dette års Naturmøde. Her er han sat til at bestyre den debat, der hedder ”Anders og naturdilemmaet”. Ifølge Naturmødets program starter det klokken 14 søndag den 26. maj og afsluttes klokken 15, således at Anders Lund Madsens optræden under Kulturmødet indskrænker sig til én enkelt time.
Går det som det plejer, bliver det en af årets absolut bedste timelønninger for den tidligere tv-vært. For da han lavede en lignende optræden på Naturmødet i 2017, medførte det nemlig en betaling på 130.325 kroner. En udbetaling der kom fra Hjørring Kommune for, at han forestod det, der i kontrakten blev omtalt som en kombination mellem at være ordstyrer og optrædende.
Samtidig fremgår det også af kontrakten, at Anders Lund Madsen har været ualmindelig god til at forhandle kontrakter igennem med sit bookingbureau. Således fik det kun 1.300 kroner for at formidle aftalen med Hjørring Kommune, eller hvad der svarer til lige under 1% af den opnåede aflønning.
Gad vide hvad borgerne i Hjørring kommune siger til det… Specielt set i lyset af de mange protester over den planlagte lukning af havbakken.