Når et kommunebibliotek skal have indkøbt nye møbler, er det langt fra nok at gå i IKEA. I stedet sker indkøbene i form af specialdesignede møbler, som hurtigt løber op i en formue.
– Vi kan allerede se, at den nye indretning har gjort en masse positive ting. Med de nye siddepladser, er der plads til mange flere børn på samme tid, og det kan vi allerede se bliver værdsat. De seks nye børnecomputere er også enormt populære, og børnene hygger sig rigtig meget med hinanden, mens de spiller.
Sådan lød det i begyndelsen af september fra Ishøj Bibliotek, da man i en pressemeddelelse udsendt til alle landets medier kunne fortælle, at man netop havde indrettet sin børneafdeling på en ny måde. Det var blandt andet sket ved det, som man fra bibliotekets side omtalte som praktiske og komfortable møbler, der skulle gøre det langt nemmere end tidligere for bibliotekets brugere, når de skulle have fat i bestemte bøger eller tegneserier.
Umiddelbart skulle man tro, at selv denne type møbler var noget, som ikke medførte iøjnefaldende udgifter for skatteyderne. Men som det fremgår af aktindsigter opnået af Journalista.dk hos Ishøj Kommune, har dette langt fra været tilfældet.
Kæmpe regning for specielle møbler
Som det fremgår af bilagene, var der langt fra tale om møbler, der blev købt i eksempelvis bolighuse eller på tilbud. I stedet krævede man tilsyneladende fra bibliotekets side, at der skulle ske indkøb af specialdesignede møbler til dets børneafdeling.
Læs også : Skandaleramt kommunalt togprojekt udgiver hyldestbog om sig selv – for flere hundrede tusinde kroner
Den største udgift i forbindelse med møbelindkøbet til børneafdelingen på Ishøj Bibliotek, var hos et selskab, der netop har specialiseret sig i at designe og fremstille møbler til kommunale biblioteker. Det kunne også ses på regningen, som inklusiv moms stod skatteyderne i 312.081 kroner. Hertil kom så forskellige puder og andet udstyr til det indkøbte sofamøbel inklusiv moms til 19.177 kroner, ligesom skatteyderne inklusiv moms også måtte af med 106.925 kroner for en såkaldt anette krybbe og efterfølgende montering.
Læs også : DTU skærer ned på forskningen – men brænder 450.000 kroner kroner af på Folkemødet
Derved endte skatteydernes samlede regning på 438.183 kroner, for at de yngste besøgende på Ishøjs kommunale bibliotek, har de bedst mulige rammer, når de kigger forbi.
Vær den første til at kommentere