Selv om Varde Kommune har erkendt at en udbetaling til 2. viceborgmester Steen Holm Iversen var i strid med reglerne, fik han alligevel i fredags beløbet sat ind på sin konto.
Millionbesparelser.
Det har været hverdagen de seneste år for Varde Kommune, som i dén grad har kæmpet med at få økonomien til at løbe rundt. Problemerne har været så udtalte, at det ad flere omgange, har været nødvendigt at skære ned på den daglige drift for tosifrede millionbeløb.
Men Journalista.dk kan nu i samarbejde med Tommy Søndergaard afsløre, at det ikke er alle dele af forvaltningen i den jyske kommune, hvor den økonomiske livrem er spændt lige hårdt ind.
For når det drejer sig om udbetalinger af honorarer til byrådsmedlemmer, synes der at være luft i budgetterne. I hvert fald når det handler om den konservative Steen Holm Iversen, der har rang af 2. viceborgmester i Varde Kommune.
Således fremgår det af en aktindsigt opnået hos kommunen, at han fredag i denne uge modtog lige over 76.000 kroner før skat for at have stået til rådighed under borgmesterens sommerferie. Det vel og mærke på trods af, at kommunen i en email i forbindelse med en aktindsigtsbegæring erkender, at udbetalingen er sket i strid med reglerne :
– Baggrunden for at ovennævnte dokumenter ikke findes er, at Varde Kommune har misforstået gældende regler om vederlæggelse til 2. viceborgmester, så de dokumenter du anmoder om ikke findes. Det beror på en administrativ fejl, som selvfølgelig beklages og rettes fremover.
Samtidig takker kommunen for henvendelsen og oplyser, at fejlen ikke vil ske i fremtiden.
Uanset at Varde Kommune således blev bekendt med at udbetalingen til Steen Holm Iversen var i strid med reglerne for aflønning af byrådsmedlemmer inden overførslen blev fysisk gennemført, har det dog været uden betydning for lokalpolitikeren – han har modtaget sin uretmæssige aflønning.
2. viceborgemter Steen Holm Iversen har i 2024 fungeret som borgmester i sammenlagt 6 uger med betaling, som om han var valgt borgmester. Således fremgår det af aktindsigter opnået af Tommy Søndergaard, at lokalpolitikeren i 2024 på denne konto har modtaget 113.359 kroner.
Samtidig oppebærer 1. viceborgmester, socialdemokraten Søren Laulund, et fast honorar på årligt rundt regnet 116.000 kroner for at være vikar for borgmesteren. Det på trods af at det fremgår af den såkaldte Vederlagsbekendtgørelse, at en lønnet 1. viceborgmester har en arbejdsforpligtelse på op til 5 ugers vikariering for borgmesteren, uden at skatteyderne skal betale ekstra herfor.
På Journalista.dk har vi de seneste dage løbende via både email og telefon, forsøgt at komme i kontakt med både Varde Kommunes forvaltning og Steen Holm Iversen. Mens kommunens administration ikke er vendt tilbage på vores henvendelser, har Steen Holm Iversen via email alene ønsket at oplyse, at han forventer at blive betalt for sit arbejde.
Derfor synes skatteyderne i Varde Kommune heller ikke at kunne forvente, at han frivilligt vil betale pengene tilbage.
Andre artikler om borgmestre
Skandaleramt borgmester stopper : Scorer million på vej ud af døren – betalt af skatteyderne
Borgmesters nye job scoret via en af vennerne : 1.3 millioner kroner i årsløn
Borgmester sagsøgt personligt – advokatregning på kvart million sendt videre til skatteyderne
Jeg læser ovenstående artikel således, at det er nogle dokumenter, som er blevet efterspurgt i en aktindsigt, der ikke er blevet korrekt arkiveret og dermed ikke kan udleveres. Og at det er dette, som Varde Kommune erkender er en fejl – ikke selve udbetalingen.
Er det mig, der læser forkert eller dig, der udtrykker dig forkert?
Kommunen erkender at udbetalingen har været i strid med reglerne
OK! Det giver fortsat anledning til flere spørgsmål end svar synes jeg. Hvordan erkender de det? Og hvilke regler? Er det blot administrative fejltrin? Det afgørende er vel være om 2. viceborgmesteren er berettiget til den afregning og ikke om kommunen har lavet en slå-fejl. Kan vi ikke komme det lidt nærmere?
2. viceborgmester kan ikke betales for det arbejde, 1. viceborgmester allerede betales for at udføre. Meget nemt.
Nu er det jo påstanden om, at kommunen skulle have erkendt at selve udbetalingen er en fejl, der interesserer mig. Det har jeg endnu ikke fået svar på! Om det virkelig er dét, de har erkendt eller om de blot erkender at have begået en administrativ fodfejl? Det er en temmelig afgørende forskel.