Økonomisk trængte Syddansk Universitet fejrede sig selv : Jubilæumsfest til 1.278.994 kroner

Del artiklen her:

Der blev indkøbt mad til flere tusinder, hyret dyr underholdning og trukket tusindvis af flasker vin op, da Syddansk Universitet fejrede sig selv i forbindelse med sit 50 års jubilæum.

– Hvis du indimellem bliver lidt nervøs over alle de krav, du skal leve op til, kan jeg trøste dig med, at du er omgivet af ansatte og studerende, som kun vil dig det bedste. Hver dag møder de ind på kontorer, laboratorier, undervisningslokaler og andre steder og yder en kæmpe indsats for, at det skal gå dig godt.

Sådan lød det fra Henrik Dam, rektor for Syddansk Universitet, da han i september 2016 holdt festtalen under universitets 50 års jubilæum. En tale hvor rektoren samtidig slog fast, at det Odense-baserede universitet mener at have skabt et læreranstalt, hvor fokus er på den studerende og dennes faglige og menneskelige udvikling.

Henrik Dam kom dog ikke ind på, hvad det kom til at koste skatteyderne, at universitetet fejrede sig selv. En tilbageholdenhed der måske skal ses i lyset af, at Syddansk Universitet tidligere i 2016 meldte ud, at det var nødvendigt med omfattende nedskæringer. Blandt andet så man sig nødsaget til at afskedige 160 medarbejdere, fordi ændringer i universiteternes offentlige tilskud gjorde, at Syddansk Universitet skal finde besparelser på 149 millioner kroner.

Aktindsigter opnået af Journalista.dk hos Syddansk Universitet viser dog, at julæumsfestlighederne ikke blev ramt af den påståede økonomiske smalhals.

 

2.500 indbudt til middag med dyre bands

Ifølge de fremsendte bilag kostede festlighederne 1.278,994 kroner, hvilket blandt andet skyldtes invitationer til spisning, som blev delt ud med en meget rund hånd. I alt blev der indkøbt mad og drikke til 2.500 gæster, hvilket også krævede indhyring af en større tjenerstab samt borde og stole.

Den helt store økonomiske vinder af festlighederne, blev Compass Group som lagde beslag på i alt 700.252 kroner. Det gik til mad og drikkevarer til receptioner for 61.094 kroner, betaling for de 2.500 menuer til 495.000 kroner, tjenere og andre opgaver i forbindelse med universitets festligheder for 125.758 kroner, ligesom Compass Group også fik 18.400 kroner for at stille 12 Dankort-maskiner til rådighed.

Til at skylle maden ned, indkøbte Syddansk Universitet 1.896 flasker vin. Den største leverance stod Meny for, som fik 108.000 kroner for 1.200 flasker Nugan Parish. Sammen med blandede flasker vin for 65.250 kroner betød det, at skatteyderne i alt måtte punge ud med 173.250 kroner, så universitetsfolkene og deres gæster kunne få slukket tørsten.

Det til tonerne af forskellige bands og solister, som blev hyret til lejligheden.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*