Normalt er det politikerne selv, der skal betale for produktion af PR-videoer. Men sådan er det ikke i Gladsaxe Kommune, hvor promovering af borgmester Trine Græse er blevet betalt af skatteyderne
– Det er måske en del af min DNA som socialdemokrat, at jeg godt kan lide mangfoldigheden. Jeg kan godt lide mennesker af forskellig slags, og jeg synes ikke at man kun skal bo sammen med nogle, der ligner en selv.
Sådan lød det tidligere på året fra Trine Græse, da hun overfor TV2 Lorry bekendtgjorde, at hun ikke kun blev socialdemokratisk spidskandidat i Gladsaxe Kommune til det forestående kommunalvalg, men også at hun mente at have en god chance for at vinde. Siden da har Trine Græse dog overtaget posten som borgmester i den københavnske forstadskommune, da forgængeren Karin Søbjerg Holst valgte at gå på pension i juli.
Læs også : Spareivrig borgmester fyldte 60 – og fik fødselsdagsreception betalt af skatteyderne
Men det har ikke kun været TV2 Lorry, som har givet Trine Græse taletid. Ifølge aktindsigter opnået i Gladsaxe Kommune, har det også været tilfældet for kommunen selv. Det via en video som ikke kostede socialdemokraten én krone, da det i stedet var skatteyderne, som fik lov til at holde for.
Video fjernet efter Journalista.dk’s henvendelse
Det i form af en introduktion til en af Gladsaxes folkeskoler, Skovbrynet, hvor Trine Græse i slutningen får lejlighed til at forklare, hvordan hun vil arbejde for de lokale skoler. Ifølge de fremsendte bilag til Journalista.dk blev skatteyderne dog ikke kun pålagt at betale for videoens produktion, men også den efterfølgende visning i den lokale biograf.
Læs også : Busindpakning til den store guldmedalje : Ikast-Brande bruger kvart million på folie til håndboldbus
Således kunne et produktionsselskab i begyndelsen af november 2015 fremsende en regning til Gladsaxe Kommune, der lød på 16.041 kroner. Hertil kom en regning på 12.832 kroner, så skatteyderne samlet måtte punge ud med 28.873 kroner, for at Trine Græse kunne fortælle om hendes ambitioner med Skovbrynet og andre af Gladsaxes folkeskoler.
Lige så glad den socialdemokratiske borgmester har været for taletiden i den kommunalt producerede video, lige så lidt er hun til at bringe i tale, når det handler om dens omkostninger. I hvert fald er hun ikke vendt tilbage på Journalista.dk’s henvendelser. På samme måde som videoen også er blevet fjernet fra Youtube, efter at Journalista.dk overfor Gladsaxe Kommunes forvaltning spurgte ind til dens finansiering og formål.
Gladsaxe Kommune : Manglende dømmekraft på skole
Til gengæld er man anderledes klar i mæglet hos Gladsaxe Kommunes kommunikationsafdeling, som vurderer at der er tale om en klar fejl :
– Det her er en helt banal sag om en skole, som gerne ville reklamere for sig selv, men manglede dømmekraft. Videoen er produceret af skolen med hjælp fra Gladsaxe Pædagogiske Videnscenter, som er en selvstændig enhed under Børne- og Kulturforvaltningen, og som hjælper skoler og dagtilbud med at producere undervisningsmaterialer.
Vær den første til at kommentere