Kondolencebesøg i Saudi Arabien : Kronprins Frederik tog privatfly til 530.000 kroner

Han har stået forrest, når der er blevet krævet nedbringelser af CO2-udslip. Men helt så miljøbevidst var Kronprins Frederik ikke, da han i 2015 tog til begravelse i Saudi Arabien – på skatteydernes regning.

– Jeg har personligt set smeltende gletsjere på mine rejser til Grønland, længe før jeg var klar over, hvad klimaforandringer var. “Business as usual” er ikke en mulighed. Vi er nødt til at handle, fastslår kronprinsen.

Sådan lød det ifølge Ekstra Bladet i 2009, da Kronprins Frederik talte for en forsamling erhvervsledere, som en optakt til FNs klimatopmøde. Ifølge kronprinsen var der behov for, at alle skulle stå skulder ved skulder. Det betød blandt andet, at der skulle skæres afgørende ned på CO2-udledningerne.

Mens Kronprins Frederik havde markante krav i forhold til de fremmødte erhvervsfolk, har der tilsyneladende ikke været samme krav om begrænsninger i hans eget forbrug af CO2. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos Forsvaret.

Blandt andet i de udgifter, der har været, når han på skatteydernes regning har taget Forsvarets fly til udlandet.

 

Tog privatflyet til begravelse i Saudi Arabien

Det var eksempelvis tilfældet vinteren 2015, hvor Kronprins Frederik som repræsentant for det danske kongehus, drog til begravelse i Saudi Arabien. Det skete i forbindelse med afskeden med Kong Abdullah, der blev begravet den 24. januar 2015.

Ifølge de fremsendte dokumenter fra Forsvaret skete det i et privatfly, som afgik fra København. Efter en mellemlanding i Egypten, ankom kronprinsen til den saudi arabiske hovedstad Riyadh. Regningen for den eksklusive befordring lød på 530.000 kroner, hvilket blev betalt af skatteyderne.

På samme måde som da skatteyderne også måtte holde for, da Kronprins Frederik året forinden var på erhvervsfremstød i Polen. Ifølge de fremsendte dokumenter fra Forsvaret, fløj kronprinsen fra Aalborg over Warszawa til Stettin, før challengerflyet vendte tilbage til Danmark i form af Kastrup Lufthavn.

Ved den lejlighed lød regningen på 269.478 kroner, for at Kronprins Frederik ikke skulle tage ruteflyet frem og tilbage fra Polen.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*