Kolding Kommunes kommunaldirektør Thomas Boe er blandt landets absolut højest lønnede bureaukrater. Alligevel skal han ikke selv betale for at opleve Barack Obama på nærmeste hold, når den tidligere amerikanske præsident lægger vejen forbi Kolding til september.
Mellem 400 og 500 billetter.
Så mange er der til rådighed, når Barack Obama til september gæster Kolding ved et arrangement, der i meget høj grad er finansieret af skatteyderne. Mens man fra Syddansk Universitets side betaler arrangøren Business Kolding 1.000.000 skatteyderkroner for at få lov til at lægge hus til Obamas tale, yder man fra Kolding Kommunes side et tilskud på 750.000 kroner. En støtte fra Kolding Kommune der blev besluttet på økonomiudvalgsmødet den 21. august, hvor der var enstemmighed blandt medlemmerne i forhold til, at der skulle indgås en såkaldt markedsføringsaftale med arrangøren Business Kolding.
Ifølge aktindsigter opnået af Journalista.dk hos Kolding Kommune, betyder aftalen blandt andet, at kommunen har fået stillet 27 billetter til rådighed til arrangementet. En stor del kommer kommunens økonomiudvalg selv til at sidde på, da det valgte at tildele 11 billetter til sig selv, svarende til antallet af økonomiudvalgsmedlemmer der stemte for beslutningen. Samtidig besluttede man fra økonomiudvalgets side, at skatteyderne også skulle betale for en billet til kommunaldirektøren Thomas Boe.
Det i forlængelse af at det var ham, der fremlagde den indgåede markedsføringsaftale med Business Kolding for udvalgets medlemmer.
Løn langt over 2 millioner kroner om året
Men det er dog ikke kun i relation til uddeling af billetter til det forestående arrangement med Barack Obama, at man fra Kolding Kommunes side har været særdeles rundhåndet overfor sin kommunaldirektør. Således fremgår det af aktindsigter opnået af Journalista.dk, at Thomas Boes aflønning tilhører den absolutte Superliga indenfor det kommunale Danmark.
Læs også : Én time efter Journalista.dks afsløring : Borgmester lover 750.000 skattekroner til Obama-besøg
Da han tiltrådte som fastansat kommunaldirektør i Kolding Kommune vinteren 2017, skete det således til en løn, som inklusiv arbejdsgiverbetalte pensionsindbetalinger hver måned står skatteyderne i 176.501 kroner. Eller hvad der svarer til, at Thomas Boe årlige lønkonto løber op i 2.118.015 kroner.
Oven i kommer så i 2018 en billet til arrangementet med Barack Obama, så kommunaldirektøren på nærmeste hold kan opleve den amerikanske ekspræsident. Adgangskort der er blevet sat til salg hos arrangøren Business Kolding for 17.500 kroner stykket.
Ville de nu bare arbejde koncentreret til gavn for det danske folk og de danske værdier, så måtte de godt score det dobbelte. Desværre er virkeligheden en helt anden….