Sidste år trak det store overskrifter, da Kolding Kommune og Syddansk Universitet brugte flere millioner kroner på et kortvarigt besøg af Barack Obama. Nu ser historien ud til at gentage sig, når ekspræsidenten i slutningen af september lægger vejen forbi Aalborg.
Den 28. september bliver der fornemt besøg i Aalborg, når den tidligere amerikanske præsident, Barack Obama, lægger vejen forbi det lokale Musikkens Hus. Det for at holde et oplæg under overskriften ”A Conversation with President Barack Obama”, hvor der også vil være en form for interview med den tidligere præsident, hvilket bliver ledet af den daglige chef hos Musikkens Hus.
Men i modsætning til andre verdensstjerner, synes det at være et problem at finansiere de besøg, som Barack Obama aflægger i Danmark. Sidste år brugte den kriseramte Kolding Kommune således omkring 1 million kroner på, at Obama holdt et foredrag på Syddansk Universitets afdeling i Kolding – hvilket også blev støttet markant af universitetet med base i Odense.
Også i Aalborg kan de tale med om, at det tilsyneladende er nødvendigt at få skattekroner til at få besøg af den tidligere amerikanske præsident til at løbe rundt.
Universitet med til at formulere spørgsmål til den tidligere præsident
Således fremgår det af aktindsigter opnået af Journalista.dk hos Aalborg Universitet, at skatteyderne må finde den store pung frem, for at universitetet kan være med til at betale for Obama-besøget i den nordjyske hovedstad.
I alt drejer det sig om 850.000 kroner plus moms, eller hvad der svarer til 1.062.500 kroner inklusiv den statslige afgift, som Aalborg Universitet betaler til Musikkens Hus. En fond med markant repræsentation i sin bestyrelse af lokalpolitikere, hvilket blandt andet drejer sig om Daniel Nyboe Andersen. Politikeren var indtil det seneste kommunalvalg viceborgmester i Aalborg Kommune, hvor han dog blandt andet trak store overskrifter i forbindelse med Journalista.dks afsløringer af, at et kommunalt forsyningsselskab under hans ledelse, havde brugt omkring 200.000 kroner på en reception.
Læs også : Obama-adgangskort uddelt med rund hånd : Universitetsansatte fik billetter til over 200.000 kroner
På trods af at arrangementet med Obama hedder ”A Conversation with President Barack Obama”, bliver det dog ikke muligt for andre end ordstyreren at stille spørgsmål til Obama. Blandt de delvise undtagelser er dog Aalborg Universitet, som har aftalt sig frem til, at man kan være med til at formulere nogle af de spørgsmål, Obama bliver stillet i Aalborg i slutningen af september.
Søg om aktindsigt i det moniteringsprogram, som man selvfølgelig har sat i værk for at sikre man for fremtiden ved, om der er værdi for pengene.
Ja, jeg ved det godt, der er ikke et sådant program. Men netop derfor.