Kolding Kommune ville gerne have uddelt 10 Obama-billetter til erhvervsfolk, for at gøre sig gode venner med dem.
27 billetter. Så mange har man fra Kolding Kommunes side til rådighed i forbindelse med det forestående arrangement med Barack Obama, som her i slutningen af måneden finder sted på Syddansk Universitets afdeling i Kolding. Et arrangement som det i høj grad er skatteyderne der finansierer, da der er markante kontante tilskud fra både Kolding Kommune og Syddansk Universitet. Mens Kolding Kommune støtter med 750.000 kroner, sponsorerer Syddansk Universitet 1.000.000 kroner, for at den tidligere amerikanske præsident kan holde en tale på omkring en time på universitetet.
Læs også : Skatteydernes minutpris for Obamas tale i Kolding : 29.166 kroner
For Kolding Kommunes vedkommende sker det via en såkaldt markedsføringsaftale, da man fra Kolding Kommunes side mener, at besøget af den tidligere amerikanske præsident, vil tilføre den jyske by betydelig branding.
Som en del af aftalen med arrangøren Business Kolding, som har Kolding Kommunes borgmester Jørn Pedersen i sin bestyrelse, råder Kolding Kommune over 27 billetter. Billetter som for en stor dels vedkommende går til medlemmer af økonomiudvalget, der stemte aftalen igennem på vegne af Kolding Kommune.
Advokatfirma : Billetter alt for dyre til fri uddeling
Ud over at tildele billetter til sig selv og Kolding Kommunes kommunaldirektør, besluttede økonomiudvalget også, at der skulle reserveres 10 billetter til erhvervsfolk. Det for på den måde at skabe en forbindelse til firmaer og investorer, som man fra kommunens side ønsker, skulle holde et vågent øje med udviklingen i Kolding – og meget gerne være med til at finansiere den.
Men selv om Kolding Kommune gerne ville uddele 10 billetter til Obama-arrangementet på Syddansk Universitets afdeling i Kolding, bliver det formentligt slet ikke til noget. Det skyldes at man fra kommunens side har fået et nej fra et konsulteret advokatfirma, til blot at give billetterne til erhvervsfolk, man fra Kolding Kommunes ønskede at gøre sig gode venner med.
Således fremgår det af en rapport, som Journalista.dk har fået adgang til via aktindsigter hos Kolding Kommune, at Advokatfirmaet Horten ikke mener, at der bare kan ske uddeling af billetter til erhvervsfolk :
– Det er på den baggrund samlet vores vurdering, at der er en ikke ubetydelig risiko for, at tildeling af fribilletter til en værdi på xx.xxx (overstreget af Kolding Kommune, red.) til investorer/developere af tilsynet vil blive anset for ulovlig støtte efter kommunalfuldmagtsreglerne
Læs også : Skatteydernes minutpris for Obamas tale i Kolding : 29.166 kroner
I de udleverede dokumenter til Journalista.dk, har Kolding Kommune valgt at overstrege prisen på billetterne, som kommunen vil give til udvalgte erhvervsfolk. Det på trods af, at det ellers fra arrangøren Business Kolding, hvor Kolding Kommunes borgmester Jørn Pedersen sidder i bestyrelsen, er blevet meldt ud, at billetter er sat til salg for 17.500 kroner.
Et beløb der tilsyneladende er så højt, at man fra Advokatfirmaet Hortens side mener det kan være at anse for ulovlig kommunal virksomhedsstøtte, hvis Kolding Kommune uddeler dem til gode venner indenfor erhvervslivet.
Vær den første til at kommentere