Forsøgte at spare millioner : Loud ville kun levere usikker måling af sin kvalitet og kendskabsgrad

Del artiklen her:

Ifølge Radio Loud har leverandør haft store problemer i forhold til at levere de nødvendige data for at kunne vurdere hvor mange der faktisk kender til stationens programmer – og hvordan kvaliteten vurderes.

Hvor mange lyttere har Radio Loud faktisk – og hvordan vurderer de indholdet fra den statsfinansierede radiostation, som har sit udspring omkring Diablo hjemmehørende i Svendborg?

Det er hovedspørgsmålene i den undersøgelse, som den på mange måder lytterløse station har sat Kantar Gallup til at udføre.

En undersøgelse Loud er forpligtet til at fremsende til Radio- og TV-Nævnet senest i begyndelsen af juli, men det har langt fra vist sig at være en nem opgave for stationen, der årligt modtager 60 millioner kroner i statstilskud. Således fremgår det af aktindsigter opnået af Journalista.dk hos Slots- og Kulturstyrelsen, som Radio- og TV-Nævnet hører under, at Radio Loud og Kantar Gallup både har haft udfordringer i forhold til den pålagte tidsplan og hvor mange lyttere, der skal indgå i undersøgelsen.

Læs også : Loud-bagmænd handler med sig selv for millioner af skattekroner – så tæt forbundne er de

Problemerne var allerede udtalte i begyndelsen af februar i år, hvor Radio- og TV-Nævnets sekretariat nedfældede et telefonnotat i forlængelse af en samtale med Lars Schmidt, administrerende direktør for Radio Louds moderselskab Kulturradio Danmark A/S :

– Jeg har dags dato talt med Lars Schmidt, administrerende direktør hos Kulturradio Danmark A/S. Han spørger, hvordan de skal forholde sig til kendskabsundersøgelsen i forbindelse med indsendelse af public service-redegørelsen for 2020. Kendskabsundersøgelsen skal laves et år efter programstart, men public service redegørelsen skal afleveres 1. maj og Gallup har oplyst, at de ikke kan nå at lave en kendskabsundersøgelse inden 1. maj. Det er aftalt, at jeg lige undersøger sagen og vender tilbage hurtigst muligt.

Telefonnotat udleveret af Slots- og Kulturstyrelsen

 

Forsøgte at slippe med undersøgelse bestående af 200 deltagere

Men derved stoppede problemerne langt fra for Radio Loud og den valgte leverandør Kantar Gallup, hvilket fremgår af anden korrespondance fra den statsfinansierede radiostation til Radio- og TV-Nævnet, som Journalista.dk har fået aktindsigt i.

Læs også : Radio Louds bagmænd scorer millioner i statsstøtte på radioer uden studier, samsendinger og tv-forening med base på deres kommercielle radiostation

Således skriver Radio Louds administrerende direktør Lars Schmidt den 5. marts i år til Radio- og TV-Nævnet, at hvis man skal levere en undersøgelse med mere end 200 deltagere, vil det koste millioner af kroner :

– KG (Kantar Gallup, red.) og dets underleverandører tilbyder og anbefaler, at vi i LOUD’s tilfælde gennemfører analysen med 200 respondenter/LOUD-brugere i den kvalitative del af analysen. KG ser store udfordringer i at forpligte sig til at sikre flere end 200 respondenter/LOUD-brugere uden at tidsrammen for analysen vil blive kraftigt forlænget og ydermere betyde en stor økonomisk omkostning i millionklassen.

Læs også : Mens Loud advarer mod hævnporno – så deler satireredaktøren nøgenbilleder af navngivne danske kvinder

I samme mailkorrespondance lød det fra Lars Schmidt, at usikkerheden vil være langt større ved brugen af kun 200 deltagere i undersøgelserne, end hvis man opfyldte kravet om 500 deltagere :

– Ved 200 interview og hvor 75 procent markerer svar 7-10 på kvalitetsskalaen, som er det der kræves af KPI-målet i målingen, er der en usikkerhed på 6 procentpoint ved et 95 procents signifikansniveau. Det betyder, at den sande procent med 95 procents sandsynlighed ligger mellem 69 og 81 procent. Det vil sige 75 procent kan i virkeligheden ligge i spektret fra 69 procent til 81 procent. Til sammenligning er usikkerheden ved 500 interview 3.8 procentpoint – det betyder at den sande procent med 95 procents sandsynlighed ligger mellem 71.2 til 78.8 procent.

Læs også : Loud er nu en officiel fætter-kusine-fest : Bestyrelsesformandens fætter ansat i chefstilling – på skatteydernes regning

Ønsket om få deltagere i kendskabs- og kvalitetsmålingen var dog ikke et, man fra Radio- og TV-Nævnet gav Radio Loud opbakning til. Omvendt viser de fremsendte aktindsigter fra nævnet, at Radio Loud fik udsættelse på færdiggørelsen af kendskabs- og kvalitetsmålingen til juli – uanset at den ellers skulle have været afleveret i forlængelse af den såkaldte public-service-redegørelse, der blev indleveret tidligere på måneden.

Aktindsigt udleveret af Slots- og Kulturstyrelsen i relation til Radio Loud
Aktindsigt udleveret af Slots- og Kulturstyrelsen i relation til Radio Loud

 

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*