Der blev ikke sparet på noget, da Hirtshals Havn tog på forretningsudviklingstur til München. Heller ikke da de kommunale havnefolk anført af Hjørrings borgmester, satte sig til bords.
– Hirtshals Havn er resultatet af imponerende ingeniørkunst, og der er gået mere end 100 år, siden de første tanker om en havn blev gjort. Siden er havnen etableret og løbende blevet udbygget. Havnens historie knytter sig tæt til byens historie. Havnen fremstår i dag som en moderne og dynamisk virksomhed med erhvervsudvikling og vækst i fokus, og hvis betydning strækker sig langt ud over byen og Vendsyssel.
På blandt andet denne måde omtaler Hirtshals Havn sig selv på sin hjemmeside, hvor den kommunale havn samtidig slår fast, at den anser sig for en af de hurtigst voksende i det nordjyske område. Det skyldes blandt andet at man indenfor de seneste år er gået fra at være en mindre havn til i dag at være én, hvor der også er mere tung trafik i form af færger og større både.
Men Hirtshals Havn er samtidig stedet, hvor skatteydernes midler synes at sidde ganske løst. Således har Journalista.dk tidligere kunnet dokumentere, at det blev en dyr oplevelse, da direktøren fyldte 50 år – og blev fejret med en stor reception på et nærliggende hotel.
Det er dog ikke kun hjemme i det nordjyske, at de kommunale havnefolk gerne finder det store skatteyderfinansierede checkhæfte frem. For som aktindsigter opnået af Journalista.dk hos den kommunale havn viser, at det også sker, når havnens ansatte sammen med lokalpolitikere som Hjørring Kommunes borgmester, Arne Boelt, drager til udlandet.
Gin-tonics blandet op med lokale øl
Det var tilfældet i 2017, hvor nordjyderne sendte en stor delegation til en messe i Sydtyskland.
En rejse der endte med at stå skatteyderne i 426.531 kroner, som dog ikke ikke kun gik til at komme til München og få stillet en messestand op. For bilagene viser også at havnefolkene anført af Hjørrings borgmester Arne Boelt, havde luft i programmet og budgettet til at besøge forskellige lokale restaurationer.
Læs også : 40 flasker vin og 58 drinks til 25 deltagere ved middag hos kommunal havn
Det drejede sig blandt andet om en klassisk München-restaurant, hvor det dog ikke kun var mad, der blev indtaget på skatteydernes regning. Således måtte de også holde for, da Arne Boelt, andre bestyrelsesmedlemmer og ledende bestyrelsesmedlemmer for 603 euro, svarende til 4.491 kroner, ud over lokale specialiteter, også satte et pænt antal øl til livs på Restaurant Haxnbauer. En fremgangsmåde der gentog sig, da havnefolkene satte sig til bords på en anden bayersk restaurant, hvilket kostede skatteyderne 1.550 euro – svarende til 11.544 kroner.
Læs også : Millionlønninger og kæmpe fødselsdagsreceptioner : Høj bølgegang hos Hirtshals Havn
Inden turen igen gik hjem til Nordjylland, nåede Arne Boelt og resten af havnefolkene dog også et besøg på restaurationen Schuhbecks Orlando Munich, hvor der blandt andet blev sat gin-tonics til livs.
Vær den første til at kommentere