Handicaphjælperen er ikke kun blandt de absolut højest lønnede i Rødovre Kommune. Men betalingen gør også, at den på mange punkter må anses for at hamre en pæl igennem en udbredt påstand om dårlige arbejdsforhold i plejesektoren.
Nok er nok.
Sådan lød et af de faste slogans sidste sommer, da sygeplejeskerne gik på barrikaderne. Det for at få forbedret deres lønforhold, som de anså for at være utidssvarende. Samtidig lød det også igen og igen under sygeplejestrejken, at de ansatte i plejesektoren ikke får den løn, som de burde – fordi området fra politisk hold nedvurderes.
Men der synes dog at være langt fra de politiske paroler og til den virkelighed, som findes rundt om i landets kommuner. Forhold der fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk blandt andet har opnået i Rødovre Kommune, hvor en handicaphjælper, hvis stillingsbetegnelse er personlig hjælper, i dén grad må anses for at have sikret sig en fornuftig årsindtægt.
Læs også : Miljøminister Lea Wermelin får endnu en rådgiver – til 1.1 millioner kroner i årsløn
Den gør, at han aktuelt er blandt de 6 bedst aflønnede i den københavnske forstadskommune. Ligesom indtægten også synes at være direkte sammenlignelig med ikke kun Social- og sundhedsminister Astrid Krags, men også Rødovre Kommunes Social- og sundhedsdirektørs.
Handicaphjælper 6. højest lønnede medarbejder i Rødovre Kommune
Det skyldes at handicaphjælperen sidste år havde en bruttoløn på 1.039.572 kroner, hvortil kom pensionsindbetalinger fra arbejdsgiveren på 106.995 kroner. Eller hvad der i alt svarer til, at han i 2021 kunne se 1.146.586 kroner gå ind på den samlede lønkonto.
Læs også : Nicolai Wammen forgylder partifælle med årsløn på 1.207.009 kroner
En aflønning lig det grundbeløb, som hans øverst placerede politisk chef, Social- og sundhedsminister Astrid Krag, ifølge regeringens officielle oplysninger modtog sidste år. Den stod nemlig skatteyderne i 1.185.966 kroner, hvortil kom forskellige tillæg, så socialdemokraten sidste år tjente 1.308.061 kroner.
Læs også : Mette Frederiksen gav ministers kæreste kæmpe bonus oven i millionlønnen – på vej ud af døren
Handicaphjælperens årsløn nærmer sig samtidig, hvad der kendes fra direktionsniveau i Rødovre Kommune. Således oplyses det herfra, at eksempelvis kommunens Social- og sundhedsdirektør i 2021 tjente 1.457.166 kroner, når der sker medregning af arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag.
Vær den første til at kommentere