Kommune sparer på syge og ældre – og bruger 250.000 kroner på byrådets Bruxelles-tur

Syddjurs Kommunes pressefoto af borgmester Michael Stegger Jensen (Socialdemokratiet)
Del artiklen her:

Økonomien er ifølge Syddjurs Kommunes eget udsagn så presset, at det for nyligt var nødvendigt at bede om hjælp fra borgerne, for at få lukket de værste huller i kommunekassen.

– Det er et forsøg på at bringe alle gode kræfter ind i det arbejde for at se, om der er noget, vi politikere ikke har set derude. Men det er klart, at det i sidste ende er byrådets ansvar at træffe beslutningerne.

Sådan lød det fra Claus Wistoft, Venstres viceborgmester i Syddjurs Kommune, da han overfor TV2 Østjylland i midten af februar 2023 fortalte om de meget store problemer, som kommunen med udgangspunkt i hovedbyen Ebeltoft havde, når det handlede om at lægge budget for 2024. Udfordringerne var så udtalte, at han overfor statsmediet fortalte om nødvendigheden af at høre indbyggerne, hvor der kunne spares – uden at det for alvor ville gå ud over den traditionelle kernevelfærd.

Efterfølgende er det blandt andet de ældre og syge indbyggere, som er blevet ramt i Syddjurs Kommune. Det kan eksempelvis ses ved, at kommunen aktuelt er blandt de kommuner der bruges absolut færrest penge per ældre indbygger.

Men som det fremgår af aktindsigter opnået af Journalista.dk hos Syddjurs Kommune, var det dog langt fra alle dele af økonomien, hvor byrådsmedlemmerne anført af Claus Wistoft og den socialdemokratiske borgmester Michael Stegger Jensen for alvor havde fokus på besparelser i 2024-budgettet.

For da byrådsmedlemmerne sammen med udvalgte embedsmænd i begyndelsen af november sidste år satte sig ombord på flyet til Bruxelles, blev det en dyr oplevelse for de ellers hårdt plagede skatteborgere. De måtte nemlig i alt af med i runde tal 250.000 kroner, for at den kommunale top først og fremmest kunne møde danske embedsmænd, der har den europæiske hovedstad som deres base.

Der var dog også hul i programmet til, at delegationen fra Syddjurs Kommune kunne tilbringe en aften på en af Bruxelles bedre restauranter. Her fik de selskab af den socialdemokratiske EU-parlamentariker Niels Fuglsang, der havde taget en rådgiver med.

Den helt store udgiftspost på Syddjurs Kommunes budget var betalingerne til CDEU, der er en forkortelse for Central Denmark EU Office. Organisationen som stillede sine embedsmænd til rådighed, så Syddjurs Kommunes udsendte kunne stille dem spørgsmål om EU’s arbejde og dagligdagen i Bruxelles.

 

Andre artikler om kommunale studieture

Muddermasker, svømmetur i Den Blå Lagune og gourmet-restaurant : Byrådsmedlemmer og embedsmænd brændte 171.950 kroner af på studietur til Island

Forvaltning til politikere inden dyr studietur : Husk badetøjet – inden en dag i lagunen afsluttet på gourmetrestaurant

Fattig kommunes byrådsmedlemmer bruger over kvart million kroner på to studieture til München – på at forberede flere rejser til den tyske storby

Turistoplevelser og jazz : Politikere og embedsmænd fyrede den af i New York – brændte kvart million af på studietur

Gourmet på toprestauranter, dinner cruise og piña coladas ved Seinen : Byrådsmedlemmer brændte 285.000 kroner af på festlig studietur

Kommune brænder over en million kroner af på pædagogers studieture – om året

Del artiklen her:




1 Comment

  1. Sygt at en kommune kan brænde så mange penge af og lade syge og gamle mennesker betale, det siger noget om kommunens moral.

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*