Kulturminister Mette Bock politianmeldt – for at sikre sig sendetilladelse til radiostation via fupforening

Pressefoto fra Folketinget af Mette Bock (LA)
Del artiklen her:

Mette Bock har ført an i udbuddet af Radio 24syvs sendetilladelse, som hendes tidligere arbejdsgiver Jysk Fynske Medier forbereder et bud på. Det er dog langt fra første gang, at hun på en iøjnefaldende måde involverer sig i sendetilladelser, som mediehuset ønsker at besætte.

Jyske Vestkysten Jysk Fynske Medier Mette Bock

En række af Jyllands og Fyns største aviser er ejet af Jysk Fynske Medier, som dog ikke kun holder sig til det skrevne ord på nettet og i papirform. Således driver virksomheden også en række radiostationer, hvor Skala FM med fokus på den sydlige del af Jylland, er en af kronjuvelerne. Ud over at dække landsdelens største byer som Esbjerg, Kolding og Fredericia, har man også sat sig solidt på områder som Aabenraa og Sønderborg, hvilket dog langt fra altid har været tilfældet. Således udkæmpede man tilbage i 2003 en hård kamp med konkurrenten Radio Mojn om at sikre sig en sendetilladelse, der dækkede området i og omkring grænselandet.

Læs også : DRs jurister fik nok : Blokerede for at Mette Bocks datter kunne blive ansat under hende

Men for konkurrenten Radio Mojn var der langt fra tale om, at Jyske Vestkysten anført af den nuværende kulturminister, Mette Bock, spillede med åbne kort. I stedet var den klare opfattelse, at Jyske Vestkysten havde gjort brug af en fupforening, for at sikre sig en af det sydlige Jyllands mest eftertragtede sendetilladelser, således at den kommercielle radiostation Skala FM også kunne høres i Sønderborg og omegn.

Forhold der fremgår af dokumenter, Journalista.dk er kommet i besiddelse af.

Tildeling af sendetilladelse til Foreningen Radio 2003

 

Jyske Vestkysten fik afvist ansøgning om sendetilladelse

Af dokumenterne fremgår, at Jyske Vestkysten den 15. januar 2003 søgte om en sendetilladelse til en radiostation, der ville blive drevet af avisen i form af det nuværende Skala FM. En ansøgning der dog blev afvist af det sønderjyske lokalradionævn, da en avis på daværende tidspunkt ikke på denne måde kunne sidde på en sendetilladelse til en kommerciel radiostation. Ifølge den efterfølgende klage fra Radio Mojn over forløbet betød afslaget dog blot, at Jyske Vestkysten i stedet gjorde brug af en forening, der fik navnet Foreningen Radio 2003.

Læs også : Kulturministeren nedsatte et udvalg – som bevilgede hendes datters firma 1.800.000 kroner

En forening som Radio Mojn i en klage til Radio- og TV-Nævnet afsendt den 20. juli 2003, blandt andet beskrev på denne måde :

– Den 27. februar 2003 blev ansøgningen ændret til en ”forening”, der blev tryllet op af skuffen, med nogle vedtægter, der ikke var attesteret vedtaget. Dette blev så efter en rykker efterleveret den 14. marts 2003. Denne forening virker for mig, særdeles suspekt, og meget konstrueret. Der er således stærk tvivl om foreningen virkelig har været stiftet den 13. december 2002, som postuleret af formanden Mette Bock. Hvorfor var denne ikke på banen ved den første ansøgning den 15. januar 2003? Mette Bock kunne vel ikke have glemt, at hun var med til at stifte foreningen den 13. december 2002, så ansøgeren kunne overholde loven”.

Korrespondance i forbindelse med politianmeldelse og klagesager mod Jyske Vestkysten og Mette Bock

 

Politianmeldelse : Mette Bock ”lånte” en anden forenings dokumenter

Af andre dokumenter Journalista.dk er kommet i besiddelse af fremgår, at der var en markant repræsentation af ansatte på Jyske Vestkysten i bestyrelsen for Foreningen Radio 2003. Samtidig fremgår det også, at på trods af at Foreningen Radio 2003 i forbindelse med sin ansøgning om opnåelsen af sendetilladelsen oplyste at der blandt andet ville ske ansættelse af lønnet personale, aldrig blev oprettet et selvstændigt CVR-nummer til foreningen. Hvilket ellers er et krav, hvis man eksempelvis skal udbetale lønninger til medarbejdere.

Læs også : Kulturministeren nedsætter nævn – som behandler millionansøgning fra hendes egen datter

Forhold der var med til at gøre, at man fra Radio Mojns side indgav en politianmeldelse mod Jyske Vestkysten, hvilket også inkluderede Mette Bock personligt. Af politianmeldelsen, der blev dateret den 14. august 2003, fremgik blandt andet :

– Dokumenterne sandsynliggør, at der ikke har eksisteret nogen Forening Radio 2003 med Mette Bock som formand, men der i mod har været en anden forening med samme navn, vedtægter, stiftelsesdato og budget, men med en helt anden bestyrelse i Aabenraa. Mette Bock har, for at lovliggøre sin ansøgning af 15. januar 2003 der angiver Jyske Veskysten K/S, ”lånt” en anden forenings dokumenter og dermed bevist afgivet urigtige oplysninger overfor Lokalradio- og fjernsynsnævnet for Nordborg m.fl. kommuner, og efterfølgende opnået programtilladelse på falske forudsætninger, hvor sendetilladelsen bør inddrages øjeblikkeligt.

Korrespondance i forbindelse med politianmeldelse og klagesager mod Jyske Vestkysten og Mette Bock

 

Sønderjysk radiostation : Forenings bestyrelse fyldt med ansatte hos Jyske Vestkysten – og det var avisen der søgte

Politianmeldelsen underbyggede Radio Mojn efterfølgende blandt andet ved at oplyse forskellige myndigheder om, at der var et påfaldende sammenfald mellem Jyske Vestkysten og Foreningen Radio 2003. Således skulle der ifølge Radio Mojn være tale om, at Mette Bock langt fra var det eneste medlem af Foreningen Radio 2003s bestyrelse, som havde sin daglige gang på Jyske Vestkysten. Således bestod bestyrelsen i alt overvejende grad af medlemmer, der alle var ansatte på netop dette bladhus.

Læs også : Podcast #1 : Zetland – og forbindelsen til Mette Bock

På samme måde som Radio Mojn også flere gange påpegede, at efter at Foreningen Radio 2003 var blevet tildelt sin sendetilladelse på bekostning af konkurrenten, udsendte foreningen med Mette Bock i spidsen aldrig selvstændige produktioner. I stedet var der alene tale om, at Skala FM gjorde brug af sendetilladelsen – selv om det netop var det, Jyske Vestkysten i første omgang havde fået afslag på. Det var blandt årsagerne til at anklagen fra Radio Mojn efterfølgende var, at Foreningen Radio 2003 var identisk med Jyske Vestkysten og aldrig havde haft status af en egentlig forening. Ligesom Radio Mojn også gjorde gældende, at Foreningen Radio 2003 først blev dannet, efter Jyske Vestkysten var blevet nægtet en sendetilladelse til Skala FM.

Læs også : Zetland : Vi er ekstremt transparente

Oplysninger der dog ikke medførte, at man fra politiets side rejste hverken sigtelse eller tiltale mod hverken Mette Bock eller andre bestyrelsesmedlemmer hos Foreningen Radio 2003.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*