Blandt de kommuner der er hårdt ramt af corona-krisen er Vejle, som huser en række store industrivirksomheder. Men mens det lokale erhvervsliv skærer ned, er der ingen smalle steder på rådhuset.
Når talen falder på Vejle tænkes der ofte på de store virksomheder, som har domicil og produktion placeret i Trekantsområdet. Det drejer sig blandt andet om tyggegummiproducenten Gumlink, der tidligere var kendt under varemærket Dandy.
Selv om de store virksomheder i og omkring Vejle er kendte for at være veldrevne, har de også været ramt af nedskæringer som følge af coronakrisen. Således har selv veletablerede virksomheder fundet det nødvendigt at hjemsende medarbejdere, ligesom mange også har været nødt til at gennemføre egentlige fyringsrunder.
Anderledes forholder det sig indenfor den offentlige sektor, hvor budgetterne reelt ikke har ændret sig på trods af de store nedskæringer indenfor det private. Derfor har de kommunale organisationer også luft i budgetterne til at foretage samme indkøb, som før krisen – hvilket blandt andet har været tilfældet i Vejle Kommune.
Personlig hilsen fra borgmesteren – på kommunens regning
Herfra viser aktindsigter opnået af Journalista.dk, at kommunens borgmester, Jens Ejner Christensen, i forbindelse med påsken, var særdeles rundhåndet med skatteydernes penge. Det skete da han fandt det nødvendigt at indkøbe et stort antal påskeæg, som blev delt ud på kommunens plejehjem.
Læs også : Den foreløbige regning til Vejles skatteborgere for Tour de France-besøg : 5.000.000 kroner
I alt blev der indkøbt 3.070 påskeæg, som inklusiv moms hver havde en pris på 20 kroner. Eller hvad der svarer til at skatteyderne i Vejle Kommune måtte af med 61.400 kroner, for at der med rund hånd kunne blive delt påskeæg ud i det østjyske.
Med påskeæggene fulgte samtidig en hilsen, som reelt ikke var udsendt af kommunen, men i stedet af borgmester Jens Ejner Christensen. Således fremgik det blandt andet af brevet, at ”Jeg véd, at I arbejder her i påsken. Det gør I hvert år, men i år er et helt særligt år”.
Vær den første til at kommentere