Hjørrings borgmester Arne Boelt har tidligere været en særdeles rundhåndet mand med skatteydernes penge, når han har været på rejser i udlandet. Det samme gør ifølge en politianmeldelse sig også gældende, når han skal have finansieret sine private retssager.
300.000 kroner.
Så stor lød regningen i runde tal på, da Hjørring Kommune i 2015 drog på studietur til Boston i USA. Det under ledelse af den socialdemokratiske borgmester Arne Boelt, hvor regningens størrelse ikke kun skyldtes valget af destination. For vel ankommet til USA, fandt borgmesteren og hans følge også Dankortet frem, når der eksempelvis skulle betales for dyre middage og spændende sportsoplevelser under Amerika-rejsen. Således måtte Hjørring Kommunes skatteydere fx holde for, da delegationen besøgte en ikonisk Boston-restaurant – og betalte i omegnen af 12.000 kroner i drikkepenge. På samme måde som skatteyderne også betalte for, at den store nordjyske delegation kunne opleve Bostons legendariske basket ball-hold Celtics, selv om Hjørring Kommune langt fra kan siges at være stedet, som trækker store overskrifter indenfor denne sport.
En anden væsentlig post på Hjørring Kommunes budget i relation til Arne Boelt har været de retssager, som han har været involveret i mod Trine Ødemotland. Således nåede en sag anlagt mod Arne Boelt for bagvaskelse og injurier sin foreløbige afslutning i foråret, da Københavns Byret frifandt ham for udsagn om, at han skulle have beskyldt Trine Ødemotland for at have smurt afføring på dørhåndtaget til hans privatbolig. En sag Trine Ødemotland efterfølgende ankede til Landsretten, som endnu ikke har berammet, hvornår den bliver behandlet.
Politianmeldelse : Det var borgmesteren og ikke kommunen der var part
Mens Trine Ødemotland selv har skullet betale sine sagsomkostninger, har der været anderledes økonomisk hjælp til Arne Boelt. Det skyldes ifølge en politianmeldelse indgivet af Trine Ødemotland mod Arne Boelt, at Hjørring Kommune i alt har betalt 254.911 kroner for den bistand, som to lokale advokater, Birgitte Pedersen og Anker Laden-Andersen, har ydet i forbindelse med først og fremmest sagen ved Københavns Byret.
Læs også : Skandaleramt borgmester forgylder embedsmænd : Giver millionærer ekstra millioner i bonusser
Ifølge politianmeldelsen, som Journalista.dk har fået adgang til, mod Arne Boelt er det en overtrædelse af Straffelovens bestemmelser om såvel mandatsvig som embedsmisbrug, når Hjørring Kommune tilsyneladende har finansieret borgmesterens advokatomkostninger. Det skyldes ifølge politianmeldelsen fra Trine Ødemotland indgivet mod Arne Boelt, at kommunen ikke har kunnet betale hans advokatregninger, da sagen omhandlede ham personligt og var uden forbindelse til hans borgmesterpost.
Af politianmeldelsen fremgår også, at Trine Ødemotland anser både Birgitte Pedersen og Anker Laden-Andersen for medvirkende til mandatsvig og embedsmisbrug, hvor hun også ønsker, at politiet indleder en undersøgelse mod de to advokater.
Vær den første til at kommentere