Tidligere i dag blev det offentliggjort, at Region Midtjylland skiller sig af med to direktører, som blev anset for hovedansvarlige for en kræftskandale. På trods af det, får de alligevel millioner med sig ud af døren.
I går var sidste arbejdsdag i Region Midtjylland for lægefaglig direktør Claus Thomsen og hospitalsdirektør Poul Blaabjerg – for på trods af at 1. maj ellers normalt er en helligdag indenfor det offentlige, afholdt regionens absolutte top et krisemøde. Et møde der mundede ud i, at begge direktører blev fyret.
Men som Bjørknæs.dk skriver, så bliver det en bekostelig affærer for skatteyderne at skille sig af med de to topembedsmænd.
Fratrædelsesgodtgørelserne kommer til udbetaling, selv om Region Midtjylland anså Claus Thomsen og Poul Blaabjerg for at være hovedansvarlige for en skandale omkring kræftbehandling af midtjyderne. Det efter at de to ifølge regionens top, skulle have sat økonomi foran behandling af de syge – hvorfor de kom til at vente længere på behandling, end hvad der ellers var kravet.
Jeg tror stadig, at det er sandt, hvad en person fortalte mig om, hvad socialdemokraten Ritt Bjerregaard skulle have udtalt på et sommermøde på Fyn tilbage i 1975 om, at den offentlige sektor ikke er til for borgernes skyld.
Er der stadig nogle i dette land, som her i år 2023 skulle være i tvivl om, hvem den offentlige sektor primært er til for?