Det er en guldrandet forretning at være ansat hos det kommunale Vestforsyning, som har hovedkvarter i det nordvestlige Jylland.
– Multiforsyningsselskabet Vestforsyning i Holstebro får den 15. august i år ny administrerende direktør. Det bliver den 52-årige Christian Hagelskjær, der bor i Løgstrup nordvest for Viborg. Han kommer fra en stilling som administrerende direktør for Energi Viborg. Med skiftet skal han lede en virksomhed med næsten dobbelt så stor omsætning.
På blandt andet denne måde oplyste Vestforsyning i en pressemeddelelse i slutningen af marts, at man havde ansat en ny administrerende direktør. Det for at stå i spidsen for selskabet, som er ejet af Holstebro Kommune. En kommunal virksomhed der blandt andet leverer vand til indbyggerne i store dele af det nordvestlige Jylland, ligesom man eksempelvis også står for elforsyningerne.
Læs også : Afskedsgave fra skatteyderne til kommunal vandværksmester : 2.408.533 kroner
Men hvad selskabet, der i sit område har monopol på at levere sine ydelser, ikke kom ind på i forbindelse med offentliggørelsen var, hvilken løn man ville tilbyde sin nyansatte førstemand. Forhold der i stedet fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos de kommunale forsyningsfolk.
Forgænger scorede gigantisk gyldent håndtryk
Således fremgår det af de fremsendte bilag, at den nyansatte direktør Christian Hagelskjær kan se frem til en aflønning, som det er de færreste forundt. For han når nemlig op i en lønklasse, som selv Danmarks statsminister må se langt efter.
Læs også : Kommunalbestyrelse tog på bustur til Hamborg – for 175.000 kroner
Christian Hagelskjær kommer nemlig til at tjene 1.680.000 kroner om året, hvortil kommer arbejdsgiverbetalte pensionsindbetalinger på 8% – svarende til en samlet årlig indtjening på 1.814.400 kroner. Dermed kommer han til at ligge væsentligt over statsministeren, der i runde tal har en årlig indtjening på 1.5 millioner kroner, mens menige ministre må nøjes med mellem 1.2 og 1.3 millioner kroner om året.
Bliver Christian Hagelskjær i jobbet i mange år, kan han formentligt også se frem til en stor bonus. Det var således tilfældet da Vestforsyning sidste år gav en afskedsgave på 2.408.533 kroner til Jørgen Udby, da han gik på pension efter i mange år at have stået i spidsen for den kommunalt ejede virksomhed.
Fyr alle direktørerne for EL-selskaberne. De ter sig jo som Havnedirektørerne gjorde/gør.
Tror de mange penge der kommer ind er deres egne, og strør om sig med dem – eller gambler med pengene til investeringer i ting, de ikke ved en pind om.
Ud med dem.
Vi skal kun have ansvarlige mennesker på vigtige poster som EL – VAND – ANDRE ENERGIFORMER. Ikke playboys der tror pengene er deres egne.