Amok i kongerøgelse : Vordingborg brugte 1.278.735 kroner på Margrethe-besøg

Museumsbesøg til 400.000 kroner, prøvespisning af festmiddag og non-stop underholdning. Det var blandt årsagerne til, at skatteyderne måtte finde den store pung frem, da Dronning Margrethe besøgte Sydsjælland.

– Det er ikke nogen chokbesparelse. Men jeg kan ikke sige hvad det kommer til at betyde, før vi har de rigtige tal. Der vil ske forringelser på servicetilbud til borgere på velfærdsområderne.

På blandt andet denne måde varskoede Vordingborgs borgmester, Knud Larsen, i Sjælladske Medierindbyggerne i den sjællandske kommune om, at budgetterne for 2016 og årene frem ville indeholde store besparelser. Nedskæringer der blandt andet var nødvendige som følge af, at Vordingborg Kommune skulle bidrage med omkring 20 millioner kroner til det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Økonomisk smalhals i byen kendt for sit Gåsetårn, har langt fra altid været et problem i den Venstre-ledede kommune. Det viser aktindsigter, som Journalista.dk har opnået i Vordingborgs forbrug i forbindelse med besøget af Dronning Margrethe i 2013.

Det fandt sted under Kongehusets sommertogt, og blev en større udskrivning for skatteyderne.

 

Dyrt besøg på museum

Ifølge de fremsendte bilag var en af de helt store poster på budgettet, at Vordingborg Kommune havde arrangeret et besøg for Dronning Margrethe hos Museum Sydøstdanmark. Museet med base i Vordingborg har omkring 100 ansatte, hvilket dog langt fra var nok i forbindelse med monarkens visit. I hvert fald fremsendte museet en regning til kommunen for ”en event”, hvilket inklusiv moms stod skatteyderne i 397.500 kroner.

På den måde kunne den historieinteresserede monark samle appetit til de kulinariske oplevelser, der efterfølgende var gjort klar til af blandt andet den lokale Restaurant Babette. Her blev dækket op til 72 spisende gæster, som også efterfølgende blev budt på kaffe og kage.

Arrangementet på Restaurant Babette stod i sig selv skatteyderne inklusiv moms i 63.585 kroner, hvilket inkluderede en prøvespisning til lige under 10.000 kroner.

 

Overflødighedshorn af musikoplevelser

Det var dog ikke kun byens restauranter, der kunne mærke den øgede omsætning i forbindelse med Dronning Margrethes besøg i Vordingborg i 2013. Således stod kommunen også bag en lang række forskellige former for underholdning, som byens indbyggere og gæster kunne opleve gratis.

Den største regning kunne K-Project Art sende, hvilket skete via en faktura på 40.000 euro svarende til cirka 300.000 kroner. Beløbet dækkede over udgifter til opsætning af en Atlantis-musical, hvortil der også blev betalt en transportudgift på 13.675 euro.

Atlantis-opsætningen supplerede de lokale STARS Vordingborg, der har status af regionalt spillested, og Teatret Cantable, der blandt andet arbejder for en eliminering af fiktion og roller. Teatret eliminerede dog ikke sin regning til Vordingborg Kommune, som inklusiv moms måtte betale 62.500 kroner for dets optræden, mens skatteyderne måtte punge ud med 48.307 kroner inklusiv moms til STARS Vordingborg.

Det var alt sammen med til at gøre, at Dronning Margrethes besøg inklusiv moms stod skatteyderne i 1.278.735 kroner.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.




Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*