Vestjyder amok i skatteyderbetalte videoer – med begrænset effekt

Del artiklen her:

I disse år søsætter Ringkøbing-Skjern Kommune den ene dyre video-kampagne efter den anden. Men en ekspert i branding tvivler på, at videoerne i sig selv har nogen effekt.

– De fleste, der ser filmene, vil nok ikke ane, at de får beskrevet en planstrategi. De vil se det som en historie om Ringkøbing-Skjern. Og det er netop meningen.

På blandt andet denne måde forklarede Iver Enevoldsen, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, overfor Danmarks Radio, hvorfor vestjyderne i 2015 valgte at producere en række videoer, som skulle være med til at brande kommunen via de sociale medier. Men som Journalista.dk har kunnet dokumentere, har der langt fra været tale om billige oplevelse for skatteyderne.

Aktindsigter fra Ringkøbing-Skjern Kommune viser nemlig, at det inklusiv moms kostede 371.937 skattekroner at producere en to minutters video, som viste hvor meget plads der er i Vestjylland. Et andet eksempel var, da Ringkøbing-Skjern Kommune brugte i størrelsesordenen 125.000 kroner på at optage film fra møder, som blev afholdt i forbindelse med Folkemødet i 2016.

 

Brandingekspert : Videoer er langt fra nok i sig selv

Det store spørgsmål er dog, om videoer målrettet sociale medier som Facebook og Youtube, overhovedet har en effekt. Overfor Journalista.dk stiller Anna Thygesen, partner i kommunikationsbureauet WeDoCommunication, sig noget tvivlende over, hvad Ringkøbing-Skjern Kommune præcis får ud af anstrengelserne :

– Videoerne fra Ringkøbing er faktisk sjovt og godt skruet sammen, uden at være amatøragtige og pinlige. Men om de i sig selv flytter noget, har jeg svært ved at se. Videoerne kan måske være med til at flytte nogle, der i forvejen er tæt på at tage en beslutning om at rykke væk fra byen eller fra én landsdel til én anden.

Ifølge Anna Thygesen, må videoerne heller ikke stå alene :

– Det er svært at nå ud til den rigtige målgruppe, hvilket hurtigt kan blive dyrt. For det at have en sjov video liggende på Youtube flytter jo intet i sig selv. Så for mig er videoen bare en mindre brik i en større brandingindsats. Og vi ved jo at et velfungerende erhvervsliv som fx i Herning, virker meget bedre og tiltrækker masser af nye borgere. En god video er tit meget mere form end værdifuldt indhold.

——-

Journalista.dk gennemgik i august 2017 en opgradering. Da du læser en artikel fra dets arkiv, er der i forbindelse med opgraderingen ikke medtaget bilag.

Det anførte udgivelsestidspunkt svarer til det, hvor artiklen oprindeligt blev lagt ud på Journalista.dk.

Del artiklen her:




Vær den første til at kommentere

Kommenter på artiklen

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*