Samtidig med at Helsingør Kommune ifølge eget udsagn har været særdeles økonomisk udfordret, har den brugt store beløb på lokale kursuscentre, hvor både embedsmænd og politikere har været faste gæster.
En af de helt store kommunale skandalesager tilbage i 2019 var, da Helsingør Kommune i første omgang nægtede at tildele en reelt blind 92 årig mand en plejehjemsplads ud fra sparehensyn. Hvilket var årsagen til, at han i stedet igen og igen blev indlagt på hospitalet, når han eksempelvis var faldet og havde brug for behandling.
Først efter langvarigt offentligt pres, omgjorde Helsingør Kommune sin beslutning og ydede plejehjemspladsen, som den 92 årige mand ønskede.
Fra kommunens politiske og administrative top lød det dengang igen og igen, at Helsingør Kommune havde skåret helt ind til det økonomiske ben. Det i forhold til kun at bruge penge hvor det var absolut nødvendigt, af hensyn til at have mest muligt til rådighed for den traditionelle kernevelfærd.
Men samtidig med at Helsingør Kommune igen og igen oplyste at have foretaget de nødvendige økonomiske opstramninger, var den i dén grad luft i budgettet til hotelophold. Forhold der fremgåre af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos kommunen.
Overnattede på kursuscenter – 10 minutters kørsel fra rådhuset
Således fremgår det af de fremsendte opgørelser, at Helsingør Kommune de seneste år har været særdeles gode kunder hos kursuscentre, som er blandt de bedste i Nordsjælland. Vel og mærke et forbrug, der har været konsekvent både før, under og efter sagen om den 92 årige mands manglende plejehjemsplads.
Favoritten har i høj grad været det lokale kursussted Bymosehegn, som før og efter 2019 har lagt hus til en række konferencer inklusiv overnatning for deltagerne, selv om afstanden mellem hotellet og rådhuset i Helsingør synes til at overskue. Flere gange er skatteyderne blevet pålagt at betale op mod 200.000 kroner, for at embedsmænd sammen med byrådsmedlemmer, har kunnet deltage i konferencer her. Beløb der samtidig har dækket besøg i baren, når deltagerne har forsynet sig med et markant antal fadøl og andre former for alkoholiske drikke.
Læs også : Skoleledere slår til igen : Brænder endnu engang flere hundrede tusinde kroner af på luksushotel
Bymosehegn er langt fra det eneste nordsjællandske kursussted, der i denne periode har haft store besøg fra Helsingør Kommune. Det drejer sig eksempelvis også om Comwell Borupgaard, der ligger placeret i Snekkersten – mindre end 10 minutters kørsel fra Helsingør Rådhus. Her endte regningen sommeren 2020 i forbindelse med et seminar på 176.099 kroner, hvilket inkluderede overnatninger og omfattende forplejning.
Vær den første til at kommentere