I disse dage afholdes det årlige Naturmøde i Hirtshals, som er en bekostelig affærer for skatteyderne. Blandt andet for indbyggerne i Hjørring Kommune, hvilket bestemt ikke sker med alle byrådsmedlemmers gode vilje.
I går åbnede Naturmødet i Hirtshals, der på mange måder kan sammenlignes med en miniudgave af Folkemødet på Bornholm – men hvor fokus i stedet er på naturen. Til Naturmødet er der derfor eksempelvis efter bornholmsk forbillede opstillet forskellige telte, hvor der finder en række debatter sted. Samtidig har Naturmødet ligesom Folkemødet en stor scene, hvorfra slaget i det store hele ledes.
Ligesom forbilledet Folkemødet, har man fra Naturmødets side desuden investeret store beløb i kendisjournalister. Det drejer sig blandt andet om Anders Lund Madsen og Mette Walsted Westergaard, som begge får lige over 100.000 kroner for at deltage på Naturmødet. Det på trods af at det kun løber i tre dage, da det åbnede i går og lukker igen i morgen.
Læs også : Podcast #5 : Naturmødet – og Anders Lund Madsens 138.000 kroner for ét programsat arrangement
Store udgifter der kommer næsten samtidig med, at arrangøren Hjørring Kommune skærer ned på sin kernevelfærd. Eksempelvis i form af et plejehjem beliggende tæt på festivalpladsen, som for øjeblikket er under nedlukning grundet en erklæret stram kommunal økonomi.
Byrådsmedlem : Ekstra million til Naturmøde efter politisk kompromis
Derfor springer det også Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Hjørring Kommune, Per Hyldig, i øjnene, at man fra den nordjyske kommunes side i år støtter Naturmødet med 2 millioner kroner. Hvilket endda er en stigning i forhold til tidligere år, hvor Hjørring Kommune alene har støttet med en enkelt million kroner.
Ifølge Per Hyldig faldt beslutningen om stigningen på 1 million kroner i forbindelse med det seneste budgetforlig, hvor den blev forhandlet hjem af SFeren Jørgen Bing i samarbejde med Hjørrings socialdemokratiske borgmester, Arne Boelt.
Herunder kan du høre hvad Per Hyldig mener om ikke kun støtten på 2 millioner kroner til Naturmødet, men også den del af budgetaftalen, der omhandlede Naturmødet.
Vær den første til at kommentere