Det blev en dyr oplevelse for skatteyderne, da Aarhus Kommune eksperimenterede med fodgængerfelter i 3D-format.
I slutningen af efteråret var de store smil fremme hos Bünyamin Simsek, daværende Venstre-rådmand for Teknik og Miljø og nuværende byrådsmedlem for partiet, da der skete præsentation af en helt ny form for fodgængerfelt. Det skulle nemlig udføres i 3D, hvilket Simsek i en pressemeddelelse fortalte, ville forbedre opmærksomheden blandt trafikanter og fodgængere i Smilets By :
– Man skal ikke gå længe rundt i Aarhus for at opdage, at man kan vente rigtig længe på at krydse vejen ved fodgængerfelter uden lysregulering. Alt for mange holder simpelthen ikke tilbage. Nu vil vi prøve en løsning med 3D, der skal få bilister og cyklister til at være ekstra opmærksomme ved overgange for bløde trafikanter,
Men selv om ambitionerne var udtalte, gik der dog ikke længe, før de i alt tre 3D-fodgængerfelter var fortid i Aarhus. Overfor statsmediet TV2 Østjylland fortalte byrumschef i Aarhus Kommune, Trine Buus Karlsen, i slutningen af januar i år, at det skyldtes at interessen havde været til at overskue :
– Evalueringen viser, at fodgængerfeltet ikke bliver brugt. Cyklisterne holder ikke for det. Der er ikke et naturligt krydsningspunkt.
Samlet regning på 158.909 kroner – for ubrugligt fodgængerfelt
Men kasseringen af 3D-fodgængerfelterne betød dog ikke, at skatteyderne af den grund slap for at betale en markant regning. Forhold der fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos Aarhus Kommune.
Således fremgår det, at der blev indkøbt forskellige ydelser hos et teknikfirma for 65.335 kroner, ligesom et landinspektørfirma kunne fremsende en regning på 6.586 kroner. Samtidig spillede det også ind på den samlede udgift, at Aarhus Kommunes Entreprenørenhed opgjorde deres omkostninger til 65.335 kroner, ligesom andre former for timeforbrug internt hos Aarhus Kommune endte på 60.151 kroner.
Læs også : Lønfesten fortsætter på rådhuset : Nu tjener 37 embedsmænd over millionen i Aarhus
Eller hvad der svarer til, at skatteyderne i alt måtte af med 158.909 kroner. Det til svævende fodgængerfelter, som de færreste nåede at gøre brug af, inden de blev sløjfet.
Kunne man ikke have googlet lidt?! I New Zealand prøvede de det i 2018.
Men måske troede de at Zealand betød Sjælland, og dem behøver man jo ikke skele til …
https://www.geveko-markings.dk/referencer/premarkr-3d-fodgaengerfelt-i-new-zealand/