Lige så hurtige Region Sjælland var til at indkøbe kagemænd der kunne siges at gøre grin med benamputerede, lige så langsom er den i forhold til at finde frem til, hvem der stod bag den kritiserede happening.
– Den lokale ledelse har efterfølgende undskyldt og beklaget, at der har været udvist dårlig dømmekraft, skriver koncernledelsen, der mener, at ‘så dårlig dømmekraft’ kan svække borgeres og samarbejdspartneres tillid.
Sådan lød det i en pressemeddelelse, som Region Sjælland udsendte i midten af november. Det efter at det var kommet frem, at regionen havde gjort brug af en benamputeret kagemand som en intern gimmick. Det i forlængelse af afsløringerne af, at regionen havde amputeret ben på patienter i situationer, hvor dette ikke var nødvendigt.
En gimmick udført af Sundhedsstrategisk Planlægning, som ifølge regionens hjemmeside blandt andet arbejder med patientsikkerhed :
– Sundhedsstrategisk Planlægning arbejder blandt andet med patientsikkerhed, forskning, abort og sterilisation, byggerier, forebyggelse og sundhedsaftaler og specialeplanlægning.
Flere benamputerede kagemænd end først oplyst
Netop fordi det var Sundhedsstrategisk Planlægning der stod bag indkøbet af de benamputerede kagemænd, har vi på Journalista.dk forsøgt at få oplyst, hvem den eller de ansvarlige var. Eksempelvis for at få afklaret, om det var læger ansat i denne del af Region Sjælland, der i denne forbindelse havde lagt vejen omkring den lokale bager.
Læs også : Bag nedskæringerne i regionerne : Hænger på milliarddyre lån – og afdragene stiger og stiger
Men fra regionens presseafdeling lyder det i en email, at man ikke kan finde nogen dokumentation i forhold til, hvem der indkøbte kagemændene :
– I forhold til hvem der på vegne af Region Sjælland forestod indkøbet og navn og stillingsbetegnelse på medarbejderen, kan regionen ikke oplyse dette.
Den oplyser samtidig, at der ikke som tidligere oplyst var tale om indkøb af én kagemand. I stedet måtte skatteyderne betale for, at embedsmændene købte tre af slagsen.
Vær den første til at kommentere