Når politiet drager til Folkemøde og skal bruge internetforbindelser på overnatningsstedet, er det langt fra nok bare at opstille en ekstra router på havnen i Rønne.
– Det er ærgerligt og trist, at man ikke har lavet forarbejdet ordentligt. Faktisk kunne man have gjort nøjagtigt som i 2016, hvor der var en rigtig god løsning for alle.
Sådan lød det fra Claus Oxfeldt, forbundsformand for Politiforbundet, overfor Politiforbundets nyhedsbrev op til Folkemødet 2017. Det i forbindelse med at fagforeningsmanden langede ud efter politiledelsen, som han mente langt fra havde forberedt Folkemødet på en tilstrækkelig måde. Ikke kun i forhold til overnatningerne, men i lige så høj grad de mere lavpraktiske ting, som eksempelvis at få fragtet køretøjer til Bornholm i forbindelse med Folkemødet.
Problemerne med den valgte overnatningsform, hvilket skete på et hotelskib placeret under Folkemødet i Rønne Havn, kan også ses på de ekstraudgifter, som skatteyderne måtte betale. Forhold der fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået hos Rigspolitiet.
Dyrt internet og fjernsyn på hotelskib
Ifølge de fremsendte bilag til Journalista.dk var det i 2017 på ingen måde nok for politibetjentene, at de under deres ophold kunne gøre brug af den gratis trådløse forbindelse, som er opstillet på Bornholm. I stedet blev der indkøbt ekstra internet fra det samme firma, hvorfra man også havde chartret hotelskibet Bibbi Stockholm. Det vil sige det Løgstør-baserede Topmark Trading ApS, der ellers ifølge sin hjemmeside har specialiseret sig i salg af våbenskabe.
Læs også : Embedsmænd til Folkemødet med stil : Snuppede privatfly til flere hundrede tusinde kroner
Således kostede det skatteyderne 71.040 kroner eksklusiv moms, eller hvad der svarer til 88.800 kroner inklusiv den statslige afgift, for at politifolkene eksempelvis kunne tjekke deres private Facebook-profiler, mens de var til Folkemødet på Bornholm.
Læs også : Vejle sendte kæmpe delegation til Folkemødet – som blev kørt tværs over Bornholm i egen bus
Samtidig var der også taget hånd om, at de skulle have mulighed for at se fjernsyn på Bornholm. Det skete via en tv-løsning, der inklusiv moms løb op i 25.000 kroner for de få dage, hvor Folkemødet varede.
Vær den første til at kommentere