Esbjerg-advokaten Vibeke Beck Westergaard kan grine hele vejen til banken, efter at hun endnu engang har fremsendt en stor regning til Varde Kommune for arbejdet på en sag, som hun ellers inden dens opstart vurderede til at være langt mindre omfattende.
100 timers arbejde – og en forventet udgift på omkring 300.000 kroner.
Sådan lød estimatet fra advokat Vibeke Beck Westergaard, da hun overfor Varde Kommune vurderede, hvad det ville komme til at koste at få hende til at gennemgå, om byrådsmedlemmerne i den vestjyske kommune i strid med reglerne, havde fået udbetalt tabt arbejdsfortjeneste.
En sag der startede for omkring to år siden i forlængelse af en anden skandalesag, som omhandlede præcis det samme byråd og ulovlige udbetalinger til dets medlemmer. Nemlig den såkaldte Vederlagssag, vi her på Journalista.dk kunne afdække i samarbejde med Tommy Søndergaard.
En sag hvor byrådsmedlemmerne i Varde Kommune betalte sig selv og hinanden, for i strid med reglerne at være hinandens ferieafløsere. Blandt dem der modtog den ulovlige betaling var byrådsmedlemmet Finn Ladegaard, som var på campingferie, mens han modtog betaling for at være ferieafløser for byrådskollegaen Lars Teglgaard.
Undersøgelsen af hvorvidt udbetalingerne af tabt arbejdsfortjeneste er sket i overensstemmelse med reglerne, er lagt i hænderne på advokat Vibeke Beck Westergaard. Som Journalista.dk i går på baggrund af en aktindsigt fra Tommy Søndergaard kunne fastslå, har det nu været dyrere for skatteyderne i Varde Kommune at få undersøgt de potentielt ulovlige udbetalinger, end hvad de i sig selv kostede. Det skyldes at mens der blev udbetalt tvivlsomme tabte arbejdsfortjenester for 1.6 millioner kroner, har advokat Vibeke Beck Westergaard foreløbigt opkrævet 1.8 millioner kroner for sit tilsyneladende langt fra afsluttede arbejde.
Med en timeløn på 3.000 kroner inklusiv moms svarer det reelt til, at advokat Vibeke Beck Westergaard har brugt omkring 600 arbejdstimer på opgaven med at vurdere det overskuelige antal byrådsmedlemmers potentielt ulovlige udbetalinger for tabt arbejdsfortjeneste. Eller hvad der i runde tal svarer til, at hun har brugt 1/3 af sin fulde arbejdstid siden opgavens tildeling, på alene at arbejde på den.
På Journalista.dk har vi spurgt advokat Vibeke Beck Westergaard om, hvordan det overhovedet har været muligt for hende at bruge så mange timer på en sag, der ifølge hende selv maksimalt kunne løbe op i 100 timer.
Men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Andre artikler om Varde Kommune
Vild regning for simpel advokatundersøgelse: Har scoret 1 million kroner mere end lovet
Kommune ville lukke munden på manden der afslørede skandaler – gav ham ulovlig karantæne
Hukommelssvigt om ulovlige udbetalinger til byrådsmedlemmer: Nu har de forfremmet hende
Embedsmænd påstod direktører godkendte ulovlige udbetalinger: Kan ikke huske hvem
Byrødder fik millioner i ulovlige vederlag: Har nu fået fastslået ulovlig tabt arbejdsfortjeneste
Byrådsmedlem på campingferie mens han påstod at arbejde som ferieafløser – og blev aflønnet ulovligt
Venstrefolk sendte email til forkert adresse: Afslører sig selv i at koordinere smædekampagne

Vær den første til at kommentere