Team Succes kunne lyde som en organisation, hvor der er fremdrift og styr på sagerne. Men en retssag fra Aarhus viser, at det langt fra er tilfældet.
– Unge tilknyttet foreningen Team Succes fungerer som rollemodeller for yngre familiemedlemmer samt for andre unge i lokalområdet. Derigennem skabes og spredes en langsom men bæredygtig kulturændring som ringe i vandet.
På blandt andet denne måde præsenterer Team Succes sig selv på sin hjemmeside, hvor organisationen samtidig slår fast, at den ønsker at tage et opgør med offerrollen i det danske samfund. Det sker blandt andet ved at skabe succeshistorier blandt unge med anden etnisk oprindelse end dansk, som med organisationens hjælp består eksaminer og derefter kommer videre i uddannelsessystemet.
Læs også : Kommune brugte 644.000 kroner på konsulenter – som målgruppen ignorerede
Men bag facaden gemmer der sig en historie om en organisation, som langt fra har leveret de ydelser, man har stillet offentlige myndigheder i udsigt. Blandt de kommuner der har haft problemer med Team Succes, har været Aarhus Kommune. Det fremgår af retssag mellem parterne, hvis dom Journalista.dk har opnået adgang til.
En retssag hvor Team Succes stævnede Aarhus Kommune, efter at kommunen ophørte med at betale til foreningens Aarhus-afdeling.
Opnåede tilskud til Mission Team Succes
Retssagen var en udspringer af projektet Mission Team Succes, som Team Succes af Aarhus Kommune fik bevilget 400.000 kroner til. En betaling der skulle falde med 100.000 kroner om året i perioden mellem 2012 og 2015. Men det var dog kun i 2012 og 2013, at kommunen faktisk udbetalte det årlige tilskud på 100.000 kroner, hvilket efterlod foreningen med et hul i kassen på 200.000 kroner – hvilket var beløbet, som man efterfølgende valgte at sagsøge kommunen for.
Ifølge en vidneforklaring afgivet for byretten i Aarhus af Team Succes’ generalsekretær Fourzi Abdelrazik, var beløbet på mange måder lig det, som man havde af udgifter til et erhvervslejemål. En udgift man dog forsøgte at få yderligere kommunalt tilskud til, hvilket blev afvist af Aarhus Kommune.
Læs også : Kommunal løsning på nedbringelse af udprintninger : Konsulentaftaler til millioner
Resten af foreningens drift i Aarhus skulle først og fremmest finansieres af de kontingenter på 250 kroner om måneden, som medlemmerne indbetalte. For det fik de blandt andet mulighed for at læne sig op af rollemodeller som skolelærere og tandlæger, der også skulle yde faglig sparring i form af lektiehjælp og bistand til at skrive jobansøgninger.
Aarhus Kommune : Vi fik ingen informationer overhovedet
Men om der overhovedet blev afholdt eksempelvis de lovede lektiecafeer, var dog en meget åbent spørgsmål for Aarhus Kommune. Et spørgsmål der blandt andet manglede svar, fordi man fra Team Succes’ side ikke ønskede at oplyse nærmere om det.
Det fremgår af den vidneforklaring, som Anders Glahn, fritids- og ungdomsskoleleder i Aarhus Kommune, afgav for byretten. Her forklarede Anders Glahn, at han vinteren og foråret 2014 var af den opfattelse, at Team Succes’ projekt i Aarhus reelt var ikke-eksisterende. Derfor undrede det ham meget, da han modtog en faktura fra Team Succes. En undren der kun syntes at blive endnu større, da han kontaktede organisationen for at høre, hvilke aktiviteter den havde udført for det tildelte tilskud. Ifølge eget udsagn blev Anders Glahn mødt med en nærmest sur tilbagemelding fra folkene bag foreningen, der ikke gav ham de ønskede oplysninger om dets virke.
Det var en væsentlig årsag til, hvorfor man ikke fra Aarhus Kommunes side ønskede at fortsætte udbetalingerne til Team Succes.
Forening ophørt med at eksistere da tilskud forsvandt
Bedømt på vidneforklaringen fra Team Succes’ generalsekretør, Fouzi Abdelrazik, syntes der at være noget om snakken. For overfor byretten slog han fast, at man fra 2014 reelt ikke længere havde nogen repræsentation i Smilets By :
– Lokalafdelingen eksisterer fortsat, men har ikke medlemmer. Der er en bestyrelse, som taler sammen og afventer sagen.
Læs også : Lisbeth Zornig fik halv million for at skrive én rapport – som blev forsinket i månedsvis
Men at Team Succes var stærkt for nedadgående i 2014, dokumenteres også af den udtalelse, som tandlægen Nidal Taleb Murra kom med overfor byretten i Aarhus. Her fortalte han blandt andet, at foreningen reelt var ophørt i den jyske hovedstad i 2014 i forbindelse med, at man ikke længere rådede over lokaler.
Læs også : I Esbjerg kender embedsmændene deres tidstype – via skatteyderbetalt selvudviklingskurser
En opfattelse som også syntes delt af byretten i Aarhus, som valgte at se bort fra størstedelen af det krav, som Team Succes havde retten mod Aarhus Kommune. Kommunen slap således med en regning på 60.000 kroner i stedet for at skulle betale alle 200.000 kroner, som Team Succes havde krævet.
Team Succes er ikke vendt tilbage på Journalista.dks henvendelser.
Tak for info.