Der blev ikke sparet på noget, da en stor delegation fra Klima,- Energi- og Forsyningsministeriet deltog ved COP24-mødet i Polen.
I disse dage løber COP25 af stablen i Madrid, efter at det årlige miljøtopmøde ellers efter planen skulle have været afholdt i Chiles hovedstad Santiago. Men store uroligheder i det sydamerikanske land har betydet, at topmødet i stedet afholdes i Spanien.
Blandt de lande der næsten per definitions sender en stor delegation til COP-møderne er Danmark, hvilket eksempelvis også var tilfældet, da COP24 sidste år løb af stablen i Polen. Det skete i Katowice, der ligger placeret i den centrale del af landet – og således langt fra mere kendte polske byer som Warszawa, Gdańsk og Slettin.
En placering der samtidig gav en række problemer i forhold til indkvarteringen af de forskellige landes delegationer, hvilket dog ikke var tilfældet for den danske. For som det fremgår af aktindsigter opnået af Journalista.dk, fandt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet nemlig frem til et særdeles markant iøjnefaldende overnatningssted.
Hotel med romersk bad – og ølspa
Det skete nemlig på det absolut førende hotel i landsbyen Czeladz, som ligger placeret i kort kørselsafstand af Katowice. Det i form af hotellet Saturns Palace, der holder til i et ombygget palads, hvilket dog langt fra er, hvad det er mest kendt for.
Det er således det romerske bad, der er placeret i slottets kælder, hvilket er inkluderet i prisen for overnattende gæster. Ligesom Saturns Palace også byder på en lang række andre spaområder, mens de ølelskende gæster kan gøre brug af specielle badekar, som bliver fyldt op med øl – som også kan indtages under badet.
Den slags oplevelser er sjældent billige, hvilket heller ikke var tilfældet for Klima,- Energi- og Forsyningsministeriets brug af Saturns Palace i december sidste år i forbindelse med COP24-mødet. Således løb regningen op i 40.202 euro, hvilket svarer til 300.373 kroner.
Vær den første til at kommentere