Samtidig med at Therese Philipsen ifølge eget udsagn var stærkt påvirket af en påstået krænkelsessag der inkluderer Jes Dorph-Petersen, omgik hun sammen med sin mand tv-værten, som blev fyret i forlængelse af hendes beskyldninger.
I morgen får en stærkt forsinket såkaldt dokumentarudsendelse om MeToo premiere, når kanalen Discovery+ streamer tre udsendelser om kulturen på TV2. I centrum vil stå ikke mindst en tidligere kvindelig medarbejder, Therese Philipsen, der var ansat for omkring 20 år siden som først praktikant og efterfølgende kortvarigt som studievært på TV2 Sporten.
Men som Journalista.dk efter omfattende research i og omkring TV2 kunne afsløre tidligere på ugen, synes der at være en række iøjnefaldende forhold omkring Therese Philipsens udlægning af, hvad der præcist foregik mellem hende og en række mænd på tv-stationen.
Therese Philipsen indklagede sidste år Jens Gaardbo og Jes Dorph Petersen til TV2s advokatundersøgelse på baggrund af korte relationer, hun havde haft med dem for to årtier siden. Beskyldninger der gjorde, at de begge i januar i år blev afskediget i forlængelse af offentliggørelsen af advokatundersøgelsens konklusioner.
Læs også : TV2-direktør fyrede Gaardbo og Dorph – for at gøre det samme som hende selv og hendes mand
I advokatundersøgelsen oplyste hun ifølge Journalista.dks oplysninger dog ikke, at hun desuden under sin korte ansættelse på TV2 havde haft forhold til mindst fire andre mænd, alle chefer eller studieværter. Journalista.dk er i besiddelse af navnene på disse mænd, men har valgt at anonymisere dem af hensyn til deres privatliv.
Men samtlige Journalista.dks såvel mandlige som kvindelige kilder oplyser, at Therese Philipsens indberetninger står i skævt lys, ikke alene på grund af hendes talrige affærer på TV2. Men også det høj grad angiveligt var hende, der var den udfarende i disse affærer.
Plejede også social omgang på bogmesse få år efter påstået krænkelse
Therese Philipsens klage over Jes Dorph Petersen blev offentligt kendt, da han selv gik ud i Politiken og viste sin sag frem. Her kunne man læse, at Philipsen for omkring 20 år siden mente sig udsat for et overgreb, da hun en aften besøgte Dorph i hans lejlighed i Odense. Det vil det så vise sig, om hun i de kommende dokumentarer også erkender, at hun i denne sag er blevet modsagt ikke alene af Dorph, men også af et vidne.
Philipsen var dog ikke mere plaget af det påståede overgreb, end at hun tilbragte natten hos Dorph. Hun var heller ikke mere plaget, end at hun kort efter bad Jes Dorph, om hun måtte låne hans lejlighed. Det til brug for en affære med en anden mand, TV2 Nyhedernes daværende chefproducer Jan Bøje, som hun senere blev og stadig er gift med.
Tilsvarende plagede begivenheden hende ikke mere, end at hun flere år efter – i 2007 – lod sig interviewe af nyhedsværten på bogmessen i København for at markedsføre en af de bøger, som hun i dag udgiver fra Florida under pseudonymet Willow Rose.
Læs også : Janni Pedersen anmelder i rapport der fik Jes Dorph-Petersen fyret – bagefter overtog hun hans job
På bogmessen havde hun følgeskab af sin mand, der via sit Florida-baserede forlag står for at promovere Therese Philipsens bøger. Kontakten på bogmessen var ifølge Journalista.dks oplysninger ikke kun af professionel karakter, da Therese Philipsen sammen med sin mand mødtes til hyggesnak med Jes Dorph-Petersen både før og efter interviewet.
Philipsen i ny bog : Skænkede ikke TV2 mange tanker i årtier
Det er naturligvis ikke altid, krænkelser slår igennem med det samme, da det kan ske med forsinkelse. Men Therese Philipsen har faktisk selv i sin seneste bog skrevet i et slags efterskrift, at hun gennem de seneste 18-20 år ikke selv har skænket sin fortid på TV2 mange tanker – og at hun kun pludselig indfandt sig i TV2s advokatundersøgelse, fordi hun blev opfordret til det af en landskendt kvindelig medarbejder på TV2.
På Journalista.dk har vi spurgt såvel Therese Philipsen som hendes mand, Jan Sigetty Bøje, hvorfor de brugte Jes Dorph-Petersens lejlighed til minimum et stævnemøde kort tid efter, at hun ifølge eget udsagn var blevet krænket af den nu fyrede tv-vært. Ligesom vi også har spurgt både Therese Philipsen og hendes mand, hvorfor de plejede social omgang med Jes Dorph-Petersen, hvis han faktisk havde forgrebet sig seksuelt på hende.
Men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Rystende læsning om hvordan unge kvinder kynisk bruger mænd til at fremme egen karriere og – i dette tilfælde -, efterfølgende stikker en kniv i ryggen på dem – og det sker på alle arbejdspladser. På min egen statslige arbejdsplads har vi en lang række unge kvinder med dybe kavalergange, der vimser rundt om de mandlige chefer. At det har effekt ses ikke på resultaterne, kun ved lokallønsforhandlingerne.